5. december 2024

Søndagshyggen i regnvejr foregik til Familiemessen

Vejrguderne havde igen åbnet for sluserne, og det meste af søndagen bød på regn i store mængder, men det afholdte heldigvis ikke folk fra at tage til Familiemesse i Hadsten, der igen i år blev ganske godt besøgt.

Det er blevet en fast tradition, at mange mødes i hallen til Familiemesse, hvor man både får set og talt med en masse virksomheder, men også møder folk fra ens netværk til hyggelig snak, inden man begiver sig videre til næste stand. Da ByensNyt kiggede forbi messen, godt en times tid efter åbningen klokken 10, var der livlig aktivitet og gensyn med mange gengangere, både stande og publikum, men der var også flere nye repræsenteret, hvilket er særdeles glædeligt.

Det vidner om at messen, der forlængst har rundet sit 10 års jubilæum, stadig har sin berettigelse og kan tiltrække nye virksomheder der kan få promoveret det de kan, foran et lokalt, købestærkt publikum. En af dem der var med for første gang var Sall Whisky, der sidste år kunne præsentere og sælge sine første flasker whisky, efter endt lagring, hvilket blev en stor succes. Snævar fra Sall Whisky kunne til ByensNyt fortælle, at man netop havde sin populære røgøl tilbage i sortiment, samt at man barsler med whisky til mere overkommelige priser.

“Det går rigtigt godt, og vi bliver taget godt imod, uanset, hvor vi kommer frem, også her i Hadsten. Indtil nu har vi solgt whisky i den dyre ende af skalaen, men snart kommer der noget, som er mere prisvenligt, fordi vi vil ikke bare være et brand for dem der har mange penge, vi skal være for alle”, fortæller Snævar, der kommer fra Island, og som sammen med seks andre ejer Sall Whisky. Virksomheden har også lavet en populær gin-serie som de har kaldt “Syv Sind” samt røgøllen “Røg over Sall”.

En af dem, der har været med i rigtigt mange år på Familiemessen er Hadsten Optik, og her blev der renset og rettet briller i stor stil af Mette og Didde, der sammen ejer brilleforretningen i Søndergade.

“Det er blevet en fast tradition at vi er med, og det er altid hyggeligt. Her får vi talt med tidligere og nuværende kunder, men også kommende kunder, hvilket jo er en af grundende til, at vi er her, og jeg håber da, at vi får nok at se til i de kommende uger i butikken”, fortæller Mette Rasmussen med et stort smil, inden de næste i rækken skal have rettet brillen til.

Der var mange stande, hvor man kunne lave noget aktivt, blandt andet hos Hadsten Motion og Loop, mens Hadsten Sports Klub havde taget en lille fodboldbane med, til stor begejstring for mange børn. Hos Hadsten Billedskole kunne man lave sit eget badge, og der var konkurence og tegnehjørne hos Hadsten Storpastorat. Der var også mange smagsprøver i år, blandt andet medisterpølse hos Kvickly Hadsten, julerom og portvin hos Skjold Burne og hos Radikale Venstre havde man tænkt ud af boksen. Fordi, hvad gør man lige for at tiltrække folk til en politisk stand? Jo, man laver da pandekager og varm kakao, og det blev et hit. Hele 1471 pandekager fik de langet over disken, hvilket må siges at være ganske godt gået, og mon ikke der er blevet taget notits af den gimmick hos de andre partier.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler