23. oktober 2024

God interesse for den nye bog om lokalarkivet

Der var god tilslutning til salget af den nye bog om Hadsten Lokalarkiv, der i år bliver 50 år, som lørdag blev åbnet i Sløjfen.

“Ja i disse tider er det svært at vide, hvor mange der kommer” sagde Hadsten Lokalarkivs formand Herluf Nydam Jensen til ByensNyt, “så det her er bestemt en positiv oplevelse”. Ved udsalget sad Margit Bagger og Gunhild Dalgaard og i døren blev gæsterne modtaget af Uffe Karner, der alle tre sammen med Herluf Nydam har udgjort redaktionen på den nye bog.

Herluf Nydam Jensen bød velkommen og han kunne fortælle, at han på en måde har været aktiv i Lokalarkivet siden starten for 50 år siden. Det var hans far der var formand da Lokalarkivet blev stiftet og Herluf Nydam gav den gang ofte en hånd med, når der skulle flyttes skriveborde og andre større effekter til arkivet “og på den måde kom jeg lidt med i det fra starten” sagde han. Til stede var også Gregers Petersen, der har skrevet et større afsnit til bogen og Kurt Quist Nelsen, der har stået for produktion og layout.

Formand for Kultur og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune Steen Thomasen, var også i Sløjfen for at deltage i åbningen af bogsalget. “Der er tilsyneladende en vedblivende interesse for lokalhistorie” sagde han i en kort snak med ByensNyt “og jeg ser da også frem til at komme hjem og få læst lidt i bogen, der skal nok gemme sig nogle interessante historier”.

Og det er der da bestemt også. Byens Nyt har tidligere bragt en kort anmeldelse af bogen skrevet af Ove Rosenkvist. Hvis du ikke fik læst Ove Rosenkvists anmeldelse af bogen den gang kan du finde den her:

Hadsten Lokalarkiv fejrer 50 år

Snakken gik lystigt ved bordene i Sløjfens café mens der blev bladret i den nye bog
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler