30. oktober 2024

Julemanden kom, så og sejrede

Der var dømt julestemning til den helt store guldmedalje, da Hadsten Handel fredag aften havde inviteret både julmanden og hans gode ven borgmester Lars Storgaard til Hadsten for at tænde byens flotte juletræ.

Den begivenhed havde lokket alt, hvad der kunne krybe og gå af børnefamilier i Hadsten til Sunds Plads, hvor julemanden var stillet i udsigt at skulle ankomme med en stor brandbil. På Sunds Plads fik Hadsten Handels formand Lars Simonsen, bedre kendt som Blomster Lars, koordineret de sidste detaljer med Hinnerup Garden inden julemanden ankom.

Og så kom han!

Med blå blink og sirener ankom julemanden med den flotteste røde brandbil og børnene gjorde store øjne da julemanden hoppede ud. Borgmesteren bød julemanden velkommen og herefter drog julemanden med Hinnerup Garden i spidsen og et kæmpestort forlkeoptog bag sig op gennem Søndergade, gennem viadukten og op til Hans Gadebergs Plads, hvor det store juletræ står.

Julemanden tog børnene i hænderne og talte med dem hele vejen til træet. “Hvor gammel er du julemand?”, spurgte en dreng? “Jeg er ung, for jeg er kun 276 år år” svarede julemanden. “Hvor gammel er du så?” spurgte Julemanden drengen. “Jeg er 6 år svarede drengen. “36?” spurgte Julemanden. “Nej 6 år!” fastslog drengen. “Åh ja, nu kan jeg huske det” erindrede julemanden. “Var det så ikke dig der var 5 år sidste år?” “Jo, det var jeg” råbte drengen begejstret. “Nå, jah, det mente jeg nok” forsikrede julemanden mens han travede op ad trappen ved tunnelen.

På Sunds Plads spillede Hinnerup Garden nogle gode julemelodier og borgmesteren holdt en god tale og takkede både Hadsten Handel for arrangementet og julemanden for sin ankomst og glædede sig over det store fremmøde til begivenheden.

Og så skulle træet tændes.

Traditionen tro blev julemanden anbragt i brandvæsnets stigevogn og derefter løftet mange meter op i luften, så han kunne tænde træet fra toppen. Med flot udsigt højt oppe over de mange glade mennesker gjorde han sig klar med sit tryllestøv. Borgmesteren og alle familierne hjalp med at tælle ned fra 10 og da der blev råbt 0 og TÆND! tændte julemanden træet op for den store forsamling.

Der blev uddelt slikposer til børnene og Hinnerup Garden spillede julemusik, så det var en lyst og at dømme efter de mange glade ansigter, så var det den helt rette start på julen for familierne i Hadsten.

Lad os håbe at byens familier takker Hadsten Handel for arrangementet ved at lægge de fleste af julens indkøb i byens butikker, så vi kan blive ved med at indlede julen på samme måde i mange år fremover.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler