1. juli 2026

Debat: Hadsten er større end én sag

Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Niels Christian Selchau-Mark, der er medlem af byrådet i Favrskov for Det Konservative Folkeparti. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Af Niels Christian Selchau-Mark, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Favrskov Kommune og formand for Teknik- og Miljøudvalget

Hvad skal Hadsten være kendt for? Det spørgsmål fortjener et alvorligt svar. Men Hadsten skal ikke gøres til en kulisse i én politisk sag. Og Hadstens identitet skal ikke reduceres til et valg mellem mennesker og megawatt.

For Hadsten er ikke én lokalplan. Ikke ét projekt. Ikke én debat. Ikke ét parti. Ikke én stemme.bHadsten er mennesker. Børn på vej til skole. Frivillige i foreningerne. Spejdere, trænere, ildsjæle og naboer, der hjælper hinanden. Det er Lilleå Marked, Gade Grand Prix, HIC, handelslivet og de små fællesskaber, der gør byen til mere end et punkt på et landkort. Det er naturen omkring os. Lilleåen. Byskoven. Engene.

Og det er netop derfor, debatten betyder noget.

For selvfølgelig skaber et stort solcelleprojekt bekymring. Det forstår jeg godt. Når landskabet forandres, bliver mennesker berørt. Når naboer får udsigt til noget nyt, skal de tages alvorligt. Og når et projekt fylder meget på kortet, skal det også fylde grundigt i den politiske behandling. Men det er netop derfor, sagen er sendt i høring.

Ikke fordi alt er afgjort. Ikke fordi borgernes stemmer er ligegyldige. Men fordi beslutninger af den størrelse skal kvalificeres åbent, ordentligt og demokratisk.

Der skal lyttes. Der skal stilles krav. Der skal ses på afstande, beplantning, afskærmning, naturhensyn, naboer, stier, lokal merværdi og de konkrete konsekvenser for området. Og hvis høringen viser, at noget skal ændres, så skal vi have modet til at se på det.

Men vi skal også passe på med at tale Hadsten mindre, end Hadsten er. For Hadsten bliver ikke defineret af ét teknisk anlæg. Ligesom Hadsten heller ikke alene defineres af ét marked, ét cykelløb, én hal eller én forening. Hadsten er summen af det hele.

Det er blandt andet på dette område, at den kommende solcellepark skal anlægges

Den grønne omstilling er ikke nem. Det ville være bekvemt, hvis vi kunne få strøm, klimaansvar og forsyningssikkerhed uden, at noget nogensinde kunne ses, mærkes eller diskuteres. Men sådan er virkeligheden ikke.

Virkeligheden er, at Danmark har brug for mere grøn energi. Virkeligheden er, at lokalsamfund skal behandles ordentligt. Virkeligheden er, at landskaber betyder noget. Og virkeligheden er, at ansvarlige politikere ikke bare kan pege på dilemmaerne. Vi er også nødt til at håndtere dem.

Det betyder ikke, at man skal sige ja til hvad som helst. Det betyder, at man skal gå grundigt til værks. Jeg mener ikke, at Hadsten skal være kendt som byen med solceller. Jeg mener heller ikke, at Hadsten skal være kendt som byen, der sagde nej, før den lyttede færdig.

Jeg håber, Hadsten bliver ved med at være kendt som en stærk, levende og ansvarlig by. En by med fællesskab. En by med natur. En by med mennesker, der tager del. Og en by, der tør tage de svære samtaler uden at grave sig ned i skyttegrave.

Når nogen om 20 eller 30 år siger “Hadsten”, håber jeg, de tænker på Lilleå Marked. På Gade Grand Prix. På Byskoven. På Lilleåen. På HIC. På handelslivet. På foreningerne. På skolerne. På fællesskabet.

Men jeg håber også, de tænker:

Det var en by, der passede på det bedste, den havde – og samtidig tog ansvar for det, der kom. Ikke fordi det var let. Ikke fordi alle var enige. Men fordi vi ville give byen videre. Lidt grønnere. Lidt stærkere. Lidt mere levende. End vi modtog den.

Mit Hadsten er mennesker. Mit Hadsten er natur. Mit Hadsten er fællesskab. Og mit Hadsten er troen på, at vi godt kan passe på det, vi holder af – samtidig med at vi tager ansvar for fremtiden.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler