21. november 2024

Udvidelse af Langaa Bioenergi sættes på pause

Der er bred politisk enighed om at sætte processen omkring en mulig udvidelse i bero, så Langaa Bioenergi kan fokusere på at drifte det eksisterende anlæg tilfredsstillende. 

Favrskov Kommune modtog i efteråret 2022 en ansøgning fra Langaa Bioenergi om udvidelse af virksomhedens biogasanlæg nord for Laurbjerg. På den baggrund igangsatte Plan- og Landdistriktsudvalget i august 2024 en fordebat, hvor alle interesserede kunne indsende bemærkninger til den ønskede udvidelse. Ved høringsfristens udløb var der indkommet 95 høringssvar. Høringssvarene kan ses her.

– Biogas bidrager positivt til Byrådets ambitioner om at reducere kommunens samlede CO2-udledning. Derfor er vi også interesseret i at skabe de bedste rammer for produktion af biogas i Favrskov. Når det er sagt, så er det dog afgørende for os, at produktionen tager hensyn til lokalområdet, siger borgmester Lars Storgaard i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Sideløbende med fordebatten om den ønskede udvidelse har Favrskov Kommune modtaget en række klager over lugtgener fra biogasanlæggets naboer. Der er løbende fulgt op på disse klager, men naboerne oplever fortsat lugtgener fra anlægget. 

På den baggrund mener formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov, Nils Borring, at udvidelsesplanerne bør sættes på pause, så Langaa Bioenergi kan koncentrere sig om at håndtere udfordringerne ved det eksisterende anlæg. 

Der fremlægges i december 2024 en sag til politisk behandling, hvor der tages formelt stilling til den videre planlægning for en udvidelse af Langaa Bioenergi.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler