23. oktober 2024

Farvel til en af byens mest respekterede erhvervsprofiler

Direktør Hans Gadeberg, Gadeberg Holding er død 92 år.

Mindeord

Da jeg for få år siden havde den store fornøjelse at være med til at skrive Hadsten Rotary Klubs 50 års jubilæumsskrift sammen med bl.a. Hans Gadeberg gik det for alvor op for mig, hvor stort et menneske Hans Gadeberg var.

Ikke alene var Hans en for Hadsten meget respekteret erhvervsmand, der gennem 60 år har været med til at sætte sit præg på byens forenings, erhvervs- og handelsliv, men Hans var også meget vidende og ægte interesseret i de mennesker han var sammen med.

Lokalpatriot med udsyn

Gennem de senere år blev Hans Gadeberg ofte optaget af lokalhistoriske forhold i Hadsten og ganske mange gange har han med sin helt utrolige hukommelse været en lokalhistorisk kilde til viden, når andre har villet fortælle om mennesker og begivenheder i Hadsten.

Senest bidrog han som kilde da Gregers Petersen blev bedt om at fortælle om byens iværksætterfamilier i Hadsten Lokalarkivs 50 års jubilæumsbog, der blev udgivet i 2020.

Men Hans Gadeberg var ikke bare optaget af det helt lokale. Han var allerede i sine unge år udstationeret i både London og USA og deltog gerne indsigtsfuldt og engageret, når dialogen faldt om internationale forhold og historie. Og med sine gode engelskkundskaber bevarede han ligeledes relationen til de mange venskaber som han bl.a. byggede op gennem sine udstationeringer og via rejser til Rotarys venskabsklubber i Diss i England og Kupiskis i Litauen.

Gadeberg i vækst

Da Hans Gadeberg efter sine udstationeringer kom hjem til forretningen i 1959 påbegyndte han virksomhedens udflytning fra midtbyen til det område Gadeberg XL-Byg ligger i i dag. Og forretningen blomstrede, voksede og voksede i årene herefter. I 1968 omfattede Gadeberg både trælasthandel, byggemarked, korn- og foderstofforretning og virksomhedens administration.

Da Gadeberg for år tilbage fra solgte byggemarkedet til Vorupgruppen kunne Hans Gadeberg vælge at gå på en velfortjent pension. Men det var ikke hans stil. Han valgte i stedet at bruge sine kræfter i Holdingselskabet og gik straks i gang med at byggeudvikle hele det område der i dag er kendt som Gadebergs Centret, hvor Rema 1000 og T. Hansen og snart også JYSK ligger.

Hædret med Paul Harris Fellow orden og plads i byen

Hans Gadeberg var i januar 1966 medstifter af Hadsten Rotary Klub og bevarede gennem alle årene et meget stort engagement i klubben. Han var præsident i klubben i 1971-72 og distriktsguvernør i 1993-94. Han har derudover været det højest dekorerede medlem i klubben nogensinde. Han var hædret med en Paul Harris Fellow orden med en rubin.

Hans Gadeberg fik i forbindelse med sin 90 års fødselsdag en plads i Hadsten opkaldt efter sig; Hans Gadebergs Plads på netop det sted på Østergade, hvor han indledte sin erhvervskarriere i byen i sin fars korn- og foderstofforretning i 1959. Pladsen ligger lige ved siden af Sundhedshuset over for tunnelen.

Æret være Hans Gadebergs minde.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler