På torsdag køres der endnu engang Hadsten Gade Grand Prix, hvor ryttere som Mads Pedersen, Michael Valgren og Anders Foldager er blandt de startende, og i år er Hadsten Handel en særdeles aktiv medspiller, både før, under og efter løbet.
Som det ser ud lige nu, så bliver det fint sommervejr på torsdag, og det passer ganske godt ind i, at der skal køres cykelløb klokken 19.30 på Søndergadebakken. Det passer også godt i forhold til, at Hadsten Handel bliver en aktiv part i gadeløbet, og er med til at sikre, at Hadsten kommer til at syde og boble af god stemning.
Kvickly Hadsten er gået sammen med Central Kroen, begge medlemmer af Hadsten Handel, og stiller et stort telt op i Søndergade, hvor der bliver disket op med pattegris med tilbehør samt kolde drikkevarer. Der bliver både solgt billetter via Kvickly i de kommende dage, og så er der også mulighed for at købe mad i teltet. Der er efter planen mad til godt 300 personer i løbet af aftenen, og det hele starter klokken 17.00.
Efter cykelløbet er der livemusik i Søndergade, billige øl og sodavand, popcorn og meget mere, mens butikkerne holder åbent helt frem til klokken 22, hvor der flere steder er gode tilbud, smagsprøver samt udstilling af racercykler. Så der er lagt op til en festlig torsdag, ikke bare til selve cykelløbet, men altså også både før og efter løbet.
Hadsten Handel er også sponsor til Hadsten Gade Grand Prix, så de er dermed også med til at sikre de bedst mulige rammer for selve cykelløbet.
“Vi glæder os over, at der endnu engang afholdes Hadsten Gade Grand Prix, som er med til at sætte byen på landkortet. Det betyder meget for en by som Hadsten, og det vil vi selvfølgelig meget gerne bakke op omkring. Så jeg håber, at publikum kigger forbi både før og efter løbet, så vi sammen kan varme op til løbet og slutte aftenen godt af med lidt øl, musik og måske en god handel”, lyder det fra Anne Mette Holm, formand for Hadsten Handel.
Hadsten Handel har 55 medlemmer og 12 supportere, og repræsenterer både detailhandlen, håndværkere og liberalt erhverv.