20. november 2024

Lokal formand stopper efter 16 år

Hadsten Boligforenings bestyrelsesformand gennem de seneste 16 år Søren Peters-Lehm stopper, idet han sammen med sin kone har valgt at flytte til Silkeborg, for at komme tættere på sin familie.

Afskeden blev markeret ved en reception i Aktivitetshuset på Hadbjergvej, hvor såvel nuværende som tidligere bestyrelsesmedlemmer, beboere og samarbejdspartnere var mødt frem. Det er en særdeles erfaren boligforeningsformand, der nu skal finde sin afløser.

Hadsten Boligforenings næstformand Karsten Byskov holdt en god tale for den afgående formand

Boligforeningens næstformand Karsten Byskov holdt tale og sagde blandt andet, at det er med en blanding af taknemmelighed og vemod, at man nu siger farvel til en særdeles vidende og kompetent formand og at det er nogle store sko, der skal udfyldes. Søren har gennem 16 år ledet hovedbestyrelsen med dedikation og sikkert lederskab og han vil blive savnet.

Det sidste vidnede det gode fremmøde da også om. De to foregående direktører Christian Højholt og Jørgen Kragh Østby havde da også fundet vej til Hadsten for at sige farvel til Søren.

Boligforeningen står over for nogle spændende år og Søren glæder sig over, at det er en forening i god gænge som han giver videre. “Ja, jeg ville da gerne selv have været med til at følge nogle af de igangværende projekter helt til dørs, men en gang imellem er der bare andre valg, der er vigtigere” sagde Søren til ByensNyt, tydeligt glad for de mange, der havde valgt at sige farvel på dagen.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler