Efter måneder med debat, høringssvar og undersøgelser, skulle der tirsdag tages stilling til, om byrådet i Favrskov ville gå videre med planerne om et stort solcelleanlæg mellem Hadbjerg, Nr. Galten og Hadsten.
Fronterne var på forhånd trukket skarpt op mellem fortalere og modstandere af projektet, der alt i alt kommer til at fylde 300 hektar, hvoraf de 248 hektar bliver solceller. Mange beboere, primært i Hadbjerg og Nr. Galten, har ytret sig omkring deres utilfredshed med projektet, der efter deres mening er for stort og tager for lidt hensyn til omgivelserne. Mange føler sig ikke hørt af hovedparten af byrådet, der er gået med løsningen om ét stort solcelleanlæg, i stedet for to mindre.
Favrskov Kommune har, præcis som alle andre kommuner i Danmark, nogle klimamål man skal i mål med,, både i 2030 og 2050. Hertil vil det store solcelleanlæg hjælpe kommunen godt på vej mod netop disse mål.
Under tirsdagens debat i byrådssalen i Hammel, var mange beboere fra de tre omtalte byer mødt op, således at tilskuerrækkerne i salen var fyldt. Lidt af et særsyn, og man fornemmede næsten på politikerne i salen, at der ved flere af dem havde sneget sig en smule nervøsitet ind over det store fremmøde på tilskuerrækkerne. Punktet om solcelleanlægget var på som et af de sidste punkter, så folk fik i den grad noget for pengene efter køreturen til Hammel. Debatten blandt politikerne var god og sober, og der kom gode argumenter både for og imod.
Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten samt løsgænger Birgit Liin, bakkede op om, at gå videre med projektet, men alle gjorde opmærksom på, at det endelige projekt stadig ikke er vedtaget, og at man langtfra er i mål med projektet. Alle partier konstaterede, at det var en svær beslutning, og at man var meget bevidste om, at det vil have konsekvenser for folk i området, lige som man understregede, at man håbede på mere skov og grønne områder i det færdige projekt. Flere af ja sigerne konstaterede også, at forslag om at putte solceller på kommunens tage havde været med i overvejelserne, men at der ikke ville være meget at hente her, da det blot vil svare til en tiendedel af projektet. Samtidig ville det blive en markant dyrere løsning, da det i så fald ville være Favrskov Kommune der skulle stå for etableringen af solcellerne, mens det i det kommende projekt er firmaet Unisons, der etablerer solcelleparken.
Liberal Alliance, Venstre, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti havde på forhånd meld ud, at de ville stemme nej til forslaget, hvilket de på hver deres måde argumenterede for undervejs. Særligt Thomas Storm fra Venstre gjorde en dyd ud af at sige, at han var imod projektet fordi det var blevet for stort, men at han generelt var for vedvarende energi og grøn omstilling, dog uden at han kom med konkrete forslag til, hvordan kommunen skal komme i mål med de klimamål, som et enstemmigt byråd har besluttet. Heller ikke Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne eller Dansk Folkeparti stod klar med grydeklare alternative forslag, men hæftede sig ved, at solcelleparken var for stor og at borgene, som det hedder i kommunalt sprog, ikke var blevet hørt tilstrækkeligt.
Og, netop dette, at man på den ene side gerne vil gøre noget for klimaet, men på den anden side ikke vil genere nogen samtidig med at det skal fylde så lidt som muligt, udgør netop forklaringen på overskriften til denne artikel. Fordi vi kommer ikke uden om, at det vil ramme beboere i Favrskov, når der skal tænkes i klimaløsninger. Der vil være husstande der vil få en anden oplevelse, hvor ærgerligt det end måtte være, men alting kommer med en pris, hvis man bor i en kommune, der er i udvikling og samtidig tager det ansvar, som man bør kunne forvente.
Jeg er selv nabo til Skanderborgvej, der altid har været trafikeret, men siden jeg flyttede til Hadsten i 2008, så er det uomtvisteligt, at især tung trafik og trafik i weekenden er blevet markant forøget. Det påvirker mange langs strækningen, inklusiv mig selv, men det er nogen gange det man må tage med, hvis man vil bo i et område der udvikler sig. Kunne jeg godt tænke mig en omfartsvej, så især den tunge trafik kom væk? Helt sikkert, men jeg er også bevidst om, at det er dyrt og at der er andre prioriteter.
Jeg er også sikker på, at beboerne på Kirkevej, Bregnevej og Dr. Larsens vej er bekymrede og spændte på, hvordan det bliver at få 36 nye lejligheder i baghaven med dertil hørende mange nye naboer, når Realen om et års tid står færdigt. På dette projekt har der også været borgerhøring med dertil efterfølgende ændringer af det samlede byggeri, som helt sikkert ikke har gjort beboerne tilfredse. Men igen, Hadsten er en by i udvikling, og tak for det, og så vil der uundgåeligt blive taget beslutninger, som ikke alle bliver glade for. Til gengæld får byen nu 36 lejligheder der kan være med til at afhjælpe den mangel på seniorboliger, som Hadsten i den grad lider under.
Lilleåparken er et tredje eksempel på, at her kommer man til at lave store forandringer de kommende år, grundet klimaforandringer, hvilket bliver en udfordring for mange der benytter sig af parken. Spørg bare Lions Club, der afholder Lilleå Marked. Det bliver på andre betingelser fremadrettet, men mon ikke der findes nogle gode løsninger her også?Ved langt de fleste beslutninger der skaber forandringer i landskabet, vil der være personer der på, den ene eller anden måde, vil blive ramt, og det er nok et faktum, som vi ikke for alvor kan lave om på. Jeg har dog en klar fornemmelse af, at de politikere vi vælger, gør deres allerbedste for, at lytte efter, hvad befolkningen siger og forsøge, i bedst muligt omfang, at tage højde for det. I nogle tilfælde lykkedes det godt, i andre tilfælde knapt så godt. Ind imellem skal der tages svære og vigtige valg, og her kan det ikke undgås at gøre ondt på nogle, men vi kan tilstræbe at det gør så lidt ondt som muligt, og det har jeg faktisk stor tiltro til, at byrådet i Favrskov arbejder for. Vi skylder dem der kommer efter os, at vi gør noget aktivt, og at vi gør det nu, andet kan vi, efter min mening, ikke være bekendt