I Videnskabsklubben kan videbegærlige børn prøve sig selv af som forskere hele efteråret. Det populære fritidstilbud er gratis og vender for 2. år i træk tilbage til Favrskov.
Det tog ikke mange minutter, før der kunne meldes om “udsolgt” til årets Videnskabsklub på Favrskov Gymnasium, som står for afviklingen af det særlige fritidstilbud til børn i 4.-5. klasse. Klubben starter undervisningen i uge 43, hvor der er fokus på kemi, og det er frivillige elever på gymnasiet der står for undervisningen.
“Min dreng har altid haft en sulten hjerne, så da jeg hørte om Videnskabsklubben, vidste jeg, at det sikkert var noget for ham – og begejstringen i hans øjne, da jeg fortalte ham om tilbuddet, talte for sig selv.”
Sådan skriver en mor til et af de børn, som er i målgruppen for et helt særligt fritidstilbud, der igen i år lægger vejen forbi Favrskov: Muligheden for at blive ‘miniforsker’ i Videnskabsklubben.
En fritidsaktivitet, hvor 4.-5. klasses elever kan dyrke deres nysgerrighed og lave forsøg og eksperimenter i fritiden.
“Ofte er de meget videbegærlige børn bange for at blive stemplet som nørder af deres jævnaldrende. Derfor putter de sig tit i fællesskabet og gør knuder på sig selv for at passe ind. Det risikerer selvsagt at gå ud over trivslen. Derfor er det så vigtigt, at vi stiller alternative fællesskaber til rådighed og skaber et rum for dem, hvor der er plads til deres måde at være i verden på,” lyder det fra Rikke Schmidt Kjærgaard, som er direktør i Videnskabsklubben i en pressemeddelelse.
Børn har ret til meningsfulde fællesskaber i fritiden
I 2024 kan børn gå til videnskab i 55 kommuner rundt om i landet, men selvom tilbuddet er udbredt og vokser hvert år, er det stadig langtfra nok til at følge med efterspørgslen. Sidste år stod næsten 700 børn på venteliste for at få lov til at lege med videnskabelige forsøg og eksperimenter efter skole.
“Det viser jo virkelig, at der er et behov for meningsfulde fællesskaber uden for skolen, og vi prøver at følge med, så godt vi kan. Vi drømmer om at gøre det lige så naturligt at gå til videnskab i fritiden som til fodbold,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard.
Hun påpeger, at børns ret til at lege og dyrke fritidsinteresser som for eksempel videnskab faktisk er en del af FN’s Børnekonvention, der blandt andet beskriver, at ‘Deltagerstaterne […] skal opmuntre til, at der stilles passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse.’
“Det er klart, at når vi stiller muligheder til rådighed for, at fodbolddrengene kan gå til fodbold og hestepigerne til ridning, så skylder vi naturligvis også videnskabsbørnene et tilbud, der passer til og giver mening for dem,” lyder det fra Rikke Schmidt Kjærgaard.
I Favrskov kan børn gå til kemi
Det er frivillige gymnasieelever, der selv er naturvidenskabeligt interesserede, som underviser i Videnskabsklubben, og emnerne spænder bredt: I Favrskov bliver det i år muligt at gå til kemi, og “miniforskerne” lærer i løbet af de 7 uger at forstå, hvordan hele deres verden og alt omkring dem er bygget op af kemi.
Børnene skal blandt andet spille spillet ”Det periodiske system”, dissekere en ble og blande væsker. Der skal opstilles hypoteser, laves eksperimenter og samles data, og alt skal naturligvis dokumenteres i en laboratoriejournal, som de får med sig hjem.
Undervisningen finder sted på Favrskov Gymnasium i ugerne 43-49.
Gennem 7 uger lærer børnene at arbejde systematisk og metodisk ligesom rigtige forskere inden for deres emne. De laver forsøg og eksperimenter, opstiller hypoteser og noterer data i deres laboratoriejournaler, og de lærer at samarbejde, tænke kritisk og stille de rigtige spørgsmål undervejs.
Det er gratis at være med. Læs mere på www.videnskabsklubben.dk
Fakta:
Videnskabsklubben er en NGO (non profit), og tilbuddet er gratis takket være økonomisk støtte fra blandt andet Novo Nordisk Fonden. I 2022 fik Videnskabsklubben overrakt Amalienborgprisen fra Kongehuset i anerkendelse af organisationens arbejde med at udbrede naturvidenskab blandt børn og unge.