23. oktober 2024

Biavlere fra Hammel vinder titlen som Årets Biavlerforening

Hammel og Omegns Biavlerforening er kåret som Årets Biavlerforening. En titel, som de har vundet for deres indsats med at uddanne såvel nye som mere erfarne biavlere. 

Det er kun anden gang, at Danmarks Biavlerforening kårer Årets biavlerforening. I år var kriteriet, at foreningen skal være dygtig til at uddanne nye biavlere og samtidig er god til at videreuddanne og fastholde de mere erfarne biavlere i foreningslivet. Fire foreninger kandiderede om titlen, men det var altså biavlerne fra Hammel som har den bedste model til uddannelse.

»Vi er naturligvis meget stolte af, at vi kan kalde os Årets biavlerforening. I foreningen har vi jo set, at vores måde at gribe uddannelse an på, virker – og nu har vi diplom på det. Vi lægger vægt på, at alle skal føle sig velkomne og at alle kan lære noget, men også lære fra sig. Det inkluderende fællesskab viser sig ved, at vi som oftest har et stort fremmøde til vores møder,« siger Gert Pedersen Aamand, formand for Hammel og Omegns Biavlerforening i en pressemeddelelse.

Skolebigården summer af aktivitet. Pressefoto

Alle kan lære noget

Siden år 2000 har foreningen haft sin skolebigård ved Klintholm i Hammel. I skolebigården er der ni bifamilier, og det er her den praktiske uddannelse af nye biavlere foregår under kyndig vejledning fra instruktører. Forud for den praktiske del, har kursisterne haft fire gange teoriundervisning.

Men skolebigården bruges også til andet end uddannelse af nye biavlere. Det er nemlig stedet hvor alle foreningens medlemmer kan mødes hver tiende dag i hele sæsonen, og gennem forskellige bi-aktiviteter lære hinanden at kende, få inspiration, hjælpe hinanden og udveksle erfaringer.

»Vi lægger meget stor vægt på, at der også skal være noget at lære for de mere erfarne biavlere. Vi tilskynder medlemmerne til løbende at uddanne sig og deltage i relevante kurser – dels gennem Danmarks Biavlerforenings kurser, dels kurser i eget regi. Vi har bl.a. ”temaaftener”, hvor et specifikt emne behandles og vi har desuden et flerårigt projekt kørende. Deltagerne i projektet holder løbende de øvrige medlemmer ajour med de erfaringer, som de opnår gennem projektet,« fortæller Gert Pedersen Aamand.  

Skolebigården bruges også, når foreningen får besøg af skoleklasser, som gerne vil se og lære om biernes spændende verden. Og foreningen har netop modtaget tilsagn fra Nordea Fonden bl.a. til indkøb af nye bidragter til børn, så de er godt beskyttet, når de besøger bierne ved Klintholm.

Et par af årets nybegyndere studerer en honningtavle under kyndig vejledning. Pressefoto

Alle kan være med

»På vores begynderkurser har vi i de senere år oplevet, at der er et stigende antal kvinder som fatter interesse for biavl. Der kommer også børn sammen med deres forældre med henblik på, at biavlen skal være et familieprojekt. Endelig er der en øget tilgang af kursister i alderen 30-50 år, og de drives især af tanken om selvforsyning. Biavlen er så at sige et selvforsyningsprojekt for mange af de yngre biavlere,« afslutter formanden for Årets biavlerforening.

I Hammel og Omegns Biavlerforening er de med andre ord i stand til at tiltrække og uddanne en mangfoldig gruppe af nye biavlere, samtidig med at de formår at bevare gnisten hos de mere erfarne, så de stadig har lyst til at møde talstærkt op til foreningens møder. Derfor er biavlerne fra Hammel blevet kåret som Årets biavlerforening.


Fakta

Hammel og Omegns Biavlerforening

  • Se meget mere på www.hammel-bi.dk
  • Læs om næste begynderkursus i biavl med start i marts 2025 på www.hammel-bi.dk
  • Antallet af medlemmer er siden foreningens 100-års jubilæum i 2016 steget fra 51 medlemmer til 104 i dag
  • Kom og køb honning og få en snak med nogle af foreningens medlemmer til Haveselskabet Favrskovs æblepressedage:
    Hadsten, d. 5. oktober kl. 10-15
    Hammel, d. 12. oktober kl. 10-13
    Hinnerup, d. 15. oktober kl. 10-13
    Ulstrup, d. 19. oktober kl. 10-13

Danmarks Biavlerforening har godt 6.300 medlemmer og 87 lokalforeninger.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler