Det summede af liv i går eftermiddags, da en stor flok børn i mange aldre arbejdede med at skabe deres helt personlige “ sportsikon” i Hammel Idrætscenter.
Mange kom forbi og fordybede sig i at udvælge den ønskede sportsgren og skabte efterfølgende flotte skinnende ikoner til at hænge på væggen.
Anledningen var den landsdækkende begivenhed Billedkunstens Dag onsdag d 16. Marts og Hammel Billedskole havde i den forbindelse fået lov til at besøge cafeen i Hammel Idrætscenter.
“For billedskolen var det helt nye rammer at besøge, men der er allerede flere ideer i støbeskeen i forhold til at bidrage med andre workshops i centret”, fortæller Maja Germundsson fra Hammel Billedskole til ByensNyt og tilføjer:
“Det giver god mening at præsentere mangfoldigheden i børns fritidsliv i Hammel i Idrætscentret, fordi det i forvejen er et sted hvor mange mødes”.

