23. oktober 2024

Efter 44 års kommunal tjeneste går Leif nu på pension

Siden 1980 har Leif Andersen været ansat i kommunalt regi. Først i Hammel Kommune, og da Favrskov Kommune blev er realitet, fulgte han med. Nu er tiden dog inde til at gå på pension i en alder af 74 år, hvilket virker meget velfortjent.

Efter 44 år i kommunal tjeneste takker 74-årige Leif Andersen af som rådhusbetjent i Favrskov Kommune. Han må være opfinderen af ja-hatten, da han ikke siger nej til nogle opgaver, hvis han kan finde ud af det. Og så har han siden 2007 kørt kommunen tynd med intern post og biblioteksbøger. 

Karriereplanlægning var ikke et emne i Farre Skole, som Leif Andersen vinkede farvel til efter 7. klasse, men ikke desto mindre har han haft en lang arbejdskarriere. Han kom senere ud at køre lastbil, og i 1980 hørte han, at de manglede en mand i Hammel Kommune med udgangspunkt i materielgården. Så det blev til 14 år med snerydning, saltning, asfalt og meget andet. 

Uniform og folks antabus
– Jeg ville gerne slippe for nattevagterne, så i 1994 søgte jeg jobbet som rådhusbetjent i Hammel. Der var 70 ansøgere, og jeg fik jobbet. Det var jeg meget glad for. Det var et alsidigt job. Der var vedligeholdelse af huset, jeg stod for posten, havde to bybude og var leder for fem rengøringsdamer. Jeg havde opgaver i forbindelse med valget, hvor byrådssalen altid skulle omdannes til valgsted. Jeg hentede penge til forskellige udbetalinger og gik i banken med penge, når pensionisterne havde betalt deres ejendomsskat. Ja, jeg har også kigget efter de borgere, der kom for at få deres antabus, fortæller Leif til Favrskov Kommunes hjemmeside.

I den tid som rådhusbetjent havde han altid uniform på, og det var der visse fordele ved, husker han:

– Det gav en vis autoritet, når du havde den på, og nogle gange blev folk jo sure, hvis ikke lige de fik det, som de ville. Så kunne jeg hjælpe lidt til.

Læs resten af den fine historie om Leif på Favrskov Kommunes hjemmeside

Foto: Favrskov Kommune
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler