29. marts 2024

Kasper kom til tops på Kilimanjaro

For et stykke tid siden fortalte vi her på ByensNyt om Kasper Hyge Christoffersen, der sammen med sin bonusfar, Mark Nielsen, havde sat sig for, at bestige Kilimanjaro i Tanzania. Et bjerg der er 5.895 meter højt, og som mange gennem tidens løb har måtte opgive at bestige.

Kasper og Mark var afsted sammen med to af Marks bekendte i midten af september, hvor det også blev til rundtur i nationalparken, hvor Kilimanjaro ligger. Bjerget var dog naturligvis hovedformålet med turen, og efter måneder med træning meldte de to sig klar til at bestige bjerget.

Mark har tidligere besteget Kilimanjaro, blandt andet sammen med sin datter, og nu var turen altså kommet til, at Kasper skulle forsøge sig. Kasper er blot 14 år gammel, og har ved hjælp af fritidsarbejde og sponsorater fra lokale virksomheder, sparret de godt 25.000 kroner sammen det koster, at komme afsted.

“Det har været helt fantastisk at være afsted, og det har også været vildt hårdt. Man går jo ikke bare lige op ad bjerget, så vi har virkelig fået gået en masse, både op og ned, og jo højere vi kom op, jo sværere blev det. Det sidste stykke, som egentligt er det korteste på turen, fra camp´en inden toppen, er helt klart det hårdeste. Vi blev vækket omkring midnat, og så var det ellers bare afsted. Det var helt mørkt og man er træt og det gå op ad, så det var både hårdt fysisk og psykisk, men det er helt fantastisk når man er på toppen, det var en vild følelse”, fortæller Kasper til ByensNyt.

Noget der også gjorde turen ekstra hård var en begivenhed, der udspandt sig lidt længere nede på Kilimanjaro. Her var Mark nemlig så uheldig, at hans kunstige hofte “hoppede ud”, hvilket i sidste ende gjorde ham ukampdygtig, og trods ihærdigt forsøg, måtte han opgive at komme med til toppen.

Kasper ses her på toppen af Kilimanjaro sammen med de to andre fra ekspeditionen, der sammen med de lokale hjælpere, tog sig af Kasper da Mark måtte opgive at komme til tops

“Jeg tog et forkert skridt, og så gik det desværre galt, men jeg havde ikke noget valg, fordi jeg var tæt på at falde ned i stedet for. Jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne, men tilsidst gjorde det simpelthen for ondt, og så måtte jeg humpe ned. Det var ikke sjovt for Kasper, og han var presset over at jeg ikke var med det sidste stykke, men han tog sig sammen, og kom sammen med de to andre samt de lokale hjælpere til tops, hvilket jeg er sindsygt stolt af”, lyder det fra Mark, der tilføjer at uden de lokale guider, kan man ikke selv komme til tops. De bærer meget af udstyret og sørger for mad undervejs og har helt styr på, hvilken vej man skal op ad det legendariske bjerg.

Kasper fortæller, at det i den grad levede op til forventningerne, og at han har fået mod på mere, så nu er de næste bjerge der skal bestiges kommet i kikkerten hjemme i Hammel.

“Det levede helt klart op til forventningerne og nok også en del mere. Det var en virkelig stor oplevelse, og selvom det var hårdt, så var det det hele værd. Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg skal forsøge på et nyt bjerg, og vi har allerede talt om et bjerg i Himalaya, som er lidt højere end Kilimanjaro, så jeg er bestemt ikke blevet afskrækket”, kommer det storsmilende fra den unge bjergbestiger.

I dagene efter bestigningen blev der tid til en ægte safari rundt i nationalparken, hvor både elefanter, løver, gnuer, flodheste og meget andet blev set, inden turen i mandags gik hjem mod Hammel.

Kasper og Mark ses her efter nedstigningen fra Kilimanjaro, der går noget hurtigere end opstigningen
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler