23. oktober 2024

Spændende uge venter for Anna i Matas Hammel

Startskuddet gik i fredags på Anna Hvams fagprøve, der er kulminationen på hendes læretid i Matas i Hammel, hvor hun uddanner sig til materialist, som er en uddannelse Matas selv står for.

Forud for de to års læretid, har hun taget en gymnasiel uddannelse på HHX, hvilket er en del af uddannelsen, og i disse uger kulminerer det hele så med en fagprøve og en rapport, der efterfølgende skal forsvares ved en eksamen. Her er hendes fagprøve en væsentlig faktor, så der er meget på spil i den kommende uge, hvor hun har valgt at fokusere på et dansk kosmetikmærke der hedder Ecooking.

Mærket er nøje udvalgt af Anna, og hun har sammen med sine kollegaer i Matas opsat nogle mål for den kommende uge, som er ambitiøse, men også inden for en ramme, der med en god salgsindsats er realistiske. Under normale omstændigheder skulle hun også afholde en salgspræsentation i butikken, men grundet Corona-situationen, er denne del blevet til en online-session, der afholdes på tirsdag fra klokken 19-20.30 på butikkens facebookside.

“Det er en meget spændende uge, som jeg går i møde. Jeg føler mig godt forberedt, og synes at der er styr på det, men selvfølgelig er der også en vis portion spænding og nervøsitet. Fagprøven vægter en stor del af den samlede eksamen, så det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan ugen forløber. Jeg har sat mig nogle forskellige mål, blandt omkring, hvor meget der skal sælges for og hvordan det skal foregå, og så er jeg også ret spændt på, hvordan vores online-aften går, da det er første gang, at jeg skal prøve kræfter med dette”, fortæller Anna, da ByensNyt kigger forbi fredag formiddag, inden fagprøveugen skydes i gang.

Kosmetikmærket som Anna sætter fokus på, er nøje udvalgt, og rundt om i butikken er forskellige udstillinger opsat med Ecooking-produkter, der blandt andet udmærker sig ved, at være ret præcis i sin beskrivelse af, hvad det er man køber.

“Ecooking har fra start af betaget mig meget, fordi det er helt naturligt og meget nede på jorden, samtidig med at man ikke er i tvivl om, hvad det er man køber. Står der intimsæbe, så er det intimsæbe, så de bruger ikke alle mulige fancy udtryk, men skriver kort og præcis, hvad der er i pakken, og det kan jeg rigtig godt lide”, siger Anna og fortsætter:

“En anden del af fagprøven er også, at få budskabet ud til de lokale medier, så det at ByensNyt og andre medier fortæller om det, er også med i den samlede vurdering af den kommende uge. Der bliver også kigget på, om mine salgsmål har været realistiske og om jeg har formået at indfri dem, og så bliver der kigget på, hvordan salgsaftenen på Facebook har forløbet. Der ud over skal jeg lave en rapport, som jeg skal op og forsvare til maj, så det er en spændende tid”

Anna, der bor i Thorsø, er udlært sidst i juli, og ved allerede nu, at hun vil blive i Mataskæden, men om det bliver i Hammel eller en anden by, er endnu ikke på plads.

“Jeg er rigtig glad for at være i Matas, og når jeg så samtidig har fået deres uddannelse, så giver det jo bare god mening at fortsætte i kæden, i stedet for at begynde at arbejde i en anden type butik”

Anna viser nogle af Ecooking produkterne frem
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler