For mange er Café Inside og Pøt Mølle nok lig med Flemming Christiansen, der er forpagter begge steder, men lige bag ham står Martin Friis, og sørger for at samle trådene og holde styr på de løse ender.
Gennem de seneste fire år har Martin Friis været daglig leder for Flemming Christiansens to restauranter, uden at gøre det helt store væsen ud af det udadtil. Det har ikke været en bevidst strategi, sådan er det bare blevet, og hvor Flemming er ansigtet udadtil på Pøt Mølle, blandt andet gennem sine ugentlige videoer fra restauranten ved Frijsenborg Slot, så har Elisa Spørring gennem mange år, været ansigtet som mange forbinder med Café Inside.
Det har passet Martin ganske fint, men, fortæller han, så er han faktisk blevet væsentligt mere synlig i 2024, hvor han har listet sig ud af kontoret og vist sit ansigt ved mange af de arrangementer, som Café Inside har disket op med i årets løb.
“Jeg blev oprindelig ansat til at varetage HR, som HR chef, men kunne hurtigt se, at der var mange andre opgaver der havde brug for fokus, og derfor endte det også med, at jeg begyndte at tage mig af den daglige ledelse i de to forretninger. Efter nogle år, hvor jeg havde arbejdet med rekruttering, så havde jeg brug for at være et sted, hvor jeg kunne lægge mit fokus 100 procent det samme sted, i stedet for at være ude og inde af forskellige virksomheder. Så det har jeg så fået mulighed for her, og det er jeg rigtig glad for”, fortæller Martin Friis der tilføjer:
“I Flemming har vi en ejer, der er god til at sætte ting i gang og skabe idéer, og så er det min opgave at holde styr på det hele, og sørge for at det bliver fuldt til dørs. Flemming er kendt som kromanden, mens vi i Café Inside har Elisa som rigtigt mange kender, og det har egentligt passet mig fint, at være lidt i baggrunden, og være med til at få tingene til at rulle og skabe den fornødne vækst. Nu har vi så haft en del arrangementer, hvor jeg har budt velkommen, så kendskabet til mig er klart blevet større blandt vores gæster, men det er fint for mig, at være lidt i baggrunden og i stedet få tingene til at hænge sammen, både for gæsterne og vores personale”.
Begge restauranter er forpagtninger, så her er der et arbejde i forhold til at holde kommunikationen med henholdsvis Frijsenborg Slot og Favrskov Kommune, mens der helt lavpraktisk også er mange regler at forholde sig til i restaurationsbranchen, hvilket Martin i store træk også tager sig af. Rekruttering af nye medarbejdere hører også ind under ham, og i en tid, hvor arbejdsløsheden er lav, sammenholdt med stor mangel på faglært arbejdskraft, så kan det til tider godt give udfordringer. Martin konstaterer dog, at det indtil nu ikke har ført noget negativt med sig, og at man gennem årene har været gode til at tilpasse sig, både hos Café Inside og Pøt Mølle.
“Det er to vidt forskellige forretninger, men også to økonomisk store forretninger, hvor der er meget at forholde sig til hele tiden. Pøt Mølle er jo klassisk kro, hvor meget foregår om aftenen og i weekenden, mens Café Inside jo er fra morgen til aften det meste af ugen med mange forskellige typer af gæster, lige fra mødedeltagere, til cafégæster, og over i bowling, koncertdeltagere samt gæster til et selskab. Så vi er to meget forskellige restauranter, som har hvert sit køkken med dertil hørende personale. Vi har kigget på, om vi kunne lave noget synergi mellem de to steder, men må bare konstatere, at det simpelthen ikke giver mening, netop fordi at hver forretning har deres eget fokusområde, hvilket også smitter af i forhold til dem, vi ansætter de to steder”.
Stor succes med diverse arrangementer
I 2024 har man haft stor fokus på i Café Inside, at få fyldt op med gæster til diverse arrangementer, hvilket har ført til flere øl, gin og whiskysmagninger, lige som man også har haft stor vinfestival, foredrag med Linse Kessler, samarbejde med Fotorama og Kulturhus InSide og meget mere. Det har, i følge Martin Friis, givet øget fokus på Café Inside, og mange nye ansigter har været forbi i løbet af året.
“Vi har fået mange flere gæster ud af vores aktiviteter, og også mange nye, som aldrig havde været her før, og det har helt generelt været enormt positivt. Vi har prøvet at lave et alsidigt program, hvor noget har været med mange deltager, mens andet har været mindre forsamlinger, hvilket er helt fint. Vi ved jo godt på forhånd, at et foredrag med Linse Kessler vil tiltrække flere, end når vi holder whiskysmagning, men begge ting har i vores bog lige stor berettigelse, og kan noget forskelligt på hver deres måde. Vi har fået mange flere glade gæster ind i huset, og det er vi glade for”, fastslår Martin.
De mange gæster til diverse arrangementer har også en afsmittende effekt på bowlingbanerne, som Café Inside også kan tilbyde, og hvor man tidligere altid kunne komme ind fra gaden og få en bane, så oplever man nu, at der ofte kan meldes udsolgt.
At have restaurant i et kommunalt hus som Kultur InSide jo er, kan til tider give begrænsninger, men Martin slår fast, at man har et rigtigt godt samarbejde med Favrskov Kommune, som han ser som en klar medspiller. For år tilbage var der stor udskiftning i forpagtere i InSide, men siden Flemming Christiansen overtog for fem år siden, har der været kontinuitet, og forpagtingen løber foreløbig i to år mere, inden den igen skal i udbud.
“Det var lidt tilfældigt at Flemming kom ind i sin tid under corona, hvor man pludselig stod uden forpagter, og siden da er det gået over stok og sten. Café Inside er på mange måder en forretning der stikker i mange retninger, og som er sværere at ramme ind i modsætning til Pøt Mølle, netop fordi der sker så mange forskellige ting fra morgen til aften. Vi har et rigtig godt samarbejde med ledelsen i InSide, hvilket er altafgørende for, at vi kan blive en succes, og selvom det nogle gange er lidt mere firkantet end på Pøt Mølle, så har vi fået det til at fungere ganske godt. Vil man være forpagter i et kulturhus, så skal man være god til at lytte og samarbejde, og det føler jeg, at vi har formået ganske godt, og jeg har en fornemmelse af, at man fra kulturhusets side også er godt tilfreds med os. InSide er et godt og velfungerende hus med masser af aktivitet hele dagen, og det nyder vi jo godt af, og er glade for, at vi også kan bidrage til husets liv”.