21. november 2024

Så har Hammel igen et cykelværksted

For et år siden lukkede Veller Cykler på Baneallé i Hammel, og siden da, har man skullet køre til Voldby, hvis cyklen trængte til en reparation, i hvert fald lige indtil i lørdags.

Her åbnede Thomas Blaabjerg, der bor i Svenstrup, nemlig sin cykelforretning i Østergade, som han har valgt at kalde for Oksen Cykler, som en kærlig reference til Chris Anker Sørensen. Her, i det lokale der tidligere husede Hitz2Kidz, kan man både købe cykler, tilbehør til cykler og få repareret sin cykel, og til en start er det reparationerne der skal give smør på brødet.

“Jeg starter ud med et mindre sortiment af cykler og tilbehør, mens hovedindtægten, i hvert fald til en start, skal komme fra reparationer”, lyder det fra Thomas, der allerede har fået den første cykel indleveret, da ByensNyt kigger forbi mandag formiddag i den nyåbnede butik, hvor værksted og butik hænger sammen, hvilket fungerer rigtigt fint.

Thomas er cykelmekaniker og cykelentusiast, og følte at Hammel manglede en cykelsmed efter at Veller Cykler lukkede sidste år. Da lokalet i Østergade stod tomt forhørte han sig hos udlejer, og her et par måneder efter er butikken nu åbnet. Det er primært hverdagscykler der sælges fra butikken til en start, mens alle cykler, også de helt dyre, er velkomne i forhold til reparation.

“Det er altid spændende at starte noget nyt, og da man ellers skal til Voldby for at få fixet sin cykel, så tænker jeg, at der er et fornuftigt behov for en cykelsmed her i Hammel. Med tiden kan det sagtens være, at udvalget af cykler til salg bliver større, men lige nu og her starter jeg stille og roligt ud, for lige at fornemme behovet”

Oksen Cykler åbnede i lørdags og har åben mandag-fredag fra 10-17.30 samt lørdag fra 10-13.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler