På en blind vej og med stisystemer i baghaven finder I Fyrrebakken 2. Her skal I præsenteres for en familieegnet etplansvilla, der rummer mange muligheder på tværs af sine 176 kvadratmeter. Boligen har et fint energimærke og akkompagneres af en dejlig have. Ugens Bolig præsenteres i samarbejde med Danbolig Hammel.
Villaen fra 1965 præsenterer sig på karakteristisk vis med en gul murstensfacade, mens de indvendige rammer udmærker sig ved det gedigne gulv i bøg. Under selvsamme er der krybekælder, så det er nemt at lave gulvvarme. Huset rummer generelt mange muligheder, og I kan derfor også kaste jer over at etablere endnu et værelse ved at inddrage noget af stuen.
Tvis står bag det dejlige køkken fra 2022, der fremstår stilrent med hvide skabselementer. I det tilstødende rum har I en rummelig og dejlig stue, som modtager sine lysindfald fra syd. Ét af de tre værelser er forøget i 2022, og de er nu alle som ét i gode størrelser. For at understrege boligens appel til familien er der to badeværelser samt et praktisk bryggers med egen indgang.
Grunden på 1.040 kvadratmeter er større end gennemsnittet, og det er udnyttet med både terrasser, bede i fuldt flor og en velplejet plæne. Terrassekrogene ligger med tilgang fra henholdsvis alrummet og stuen, og begge zoner vender skønt for solen. En indkørsel leder frem til garagen, og på den anden side heraf finder I et drivhus.
Fra haven har I direkte tilgang til stisystemet, der gør det trygt at komme frem til blandt andet Søndervangskolen og indkøbsmuligheder. Der er under en kilometer til begge destinationer, og det samme gælder for daginstitution, idrætsfaciliteter og de grønne arealer ved Urmose og Hammel Golf Klub.
Fyrrebakken 2, 8450 Hammel
Type: Villa
Pris: 1.895.000 kr.
Ejerudgift pr. md: 4.563 kr.
Bolig m2: 176
Garage m2: 24
Grund m2: 1.040
Energimærke: C