Om der kommer en bordfodboldklub på Frijsenborg Efterskole må tiden vise.

Hvordan starter man en forening, hvad gør den interessant og hvordan får man skabt et godt fællesskab? Det er nogle af de spørgsmål, som lige lige optager eleverne på Frijsenborg Efterskole i Hammel, hvor man har sat foreningsliv på skoleskemaet.

En gang om ugen er dansk og matematik byttet ud med foreningsliv, hvor eleverne skal lære om livet i en forening og selv være med til at skabe egne foreninger, som kan leve deres liv, også når der ikke står foreningsliv på skemaet. I en tid, hvor mange fællesskaber har været under pres, efter coronanedlukninger, så virker det helt oplagt, at få sat fokus på netop livet i en forening, og de fællesskaber som de kan bringe med sig.

Efter introduktion til det nye fag, har eleverne brainstormet på, hvilket foreninger de ville starte op, og ByensNyt fik lov til at komme med på en lytter i den spæde start. Der er fem overordnede temaer: Energibanden, hvor der er fokus på sport og udeliv, Musik, hvor man kan nørde ned i detaljen, starte et band, gå til kor eller noget helt fjerde. Der er også mulighed for at gå til En god gerning, hvor man kigger nærmere på ting inden for frivillighed så som indsamlinger, hjælpe til på plejehjemmet og meget andet. Spil og Nørderi er også en mulighed, hvor rollespil og Fantasy er på programmet, og sidste tema i denne omgang er Jul er hjerternes fest. Her skal der nørdes igennem inden for temaet jul, med en helt specifik opgave, nemlig at pynte det store juletræ i Kulturhus InSide.

Efterskoleeleverne har taget det nye fag til sig, og glæder sig til, at komme i gang for alvor med at få stablet nogle foreninger på benene, der forhåbentlig bliver langtidsholdbare. Eleverne skal vælge nyt tema efter efterårsferien og yderligere to gange mere i løbet af skoleåret, men håbet og forventningerne er, at de nyetablerede foreninger kan leve deres eget liv i fritiden og måske også når tiden på efterskolen er slut. Den første forening har allerede set dagens lys, da flere elever er gået sammen om at lave en morgenløbeklub, hvor de mødes klokken 6.15 og løber forskellige distancer inden skolestart.

Maria og Felix glæder sig til at dyrke fællesskabet endnu mere

Maria Dyrbye Øster-Jørgensen og Felix Valentin Kristensen, der henholdsvis har valgt Musik samt Spil og Nørderi, er begejstrede for det nye fag, og glæder sig til at se foreningerne blomstre på skolen. De har begge gået i diverse foreninger, inden de startede på efterskolen, men glæder sig til, at være med til selv at starte en forening op, og se, hvilket liv den får.

“Det er fedt, at foreningsliv er kommet på skoleskemaet. Det er noget helt andet end det vi plejer, og giver mulighed for at bruge vores fritid på det, f.eks i musiklokalet, hvor man kan dykke endnu mere ned i tingene og få alle detaljerne med. Så det glæder jeg mig rigtigt meget til”, lyder det fra Maria, mens Felix supplerer:

“Jeg tror de prøver at presse os, ved at vi selv skal danne foreningerne, så vi også fortsætter med det, når vi skifter efter efterårsferien, fordi, er det sjovt, så vil man jo helt sikkert også gerne bruge sin fritid på det. Det er også fedt at få lov til at gå i dybden med én bestemt ting og nørde lidt sammen med andre, der har samme interesse”.

Ud over at danne diverse foreninger, så skal der også tænkes ind, hvordan de skal fungere i dagligdagen. Og skal man have midler til aktiviteter, så skal man lave en plan for, hvordan man vil forsøge at skaffe sig ny viden, således at man ikke bare laver en fodboldklub, uden andet formål end at spille fodbold. Det kunne være, at man gerne vil have Stig Tøfting forbi til en træning, hvor han fortæller lidt om livet som fodboldspiller, og giver nogle bud på gode øvelser, eller får en musiker til at give inputs til, hvordan man skruer en god sang sammen ti det nystartede band.

“Og selvom man har valgt musik, så kan man jo godt blive medlem af en forening i en helt anden genre. Så er det bare i fritiden at man er med, og det vil jeg da helt sikkert benytte mig af. Det giver nogle flere muligheder, og jeg tror at det vil skabe endnu mere liv rundt på skolen om eftermiddagen og aftenen, fordi der nu bliver nogle nye fællesskaber som man kan blive en del af. Nu behøver man ikke bare sidde og snakke i opholdsstuen, men nu er der faktisk noget helt konkret at lave, og det tror jeg bliver rigtigt godt”, siger Maria.

Der blev diskuteret livligt i Spil og Nørderi, da ByensNyt kiggede forbi

“Vi vil gerne have skabt nogle interessefællesskaber”

På linjen “Den gode gerning”, har man allerede været aktiv i flere sammenhænge, hvor man har hjulpet Hammel Handel & Erhverv med Centimeter Maraton, hvor eleverne hjalp med flere praktiske opgaver, herunder at være inde i Rasmus Klump dragten, og for et par uger siden, var man på gader og stræder, for at dele Verdens Bedste Nyheder ud. Begge ting var i elevernes fritid, og det tapper meget godt ind i tanken om, at foreningslivet og fællesskaberne skal kunne leve ved siden af skolelivet.

Lysten til at lave en god gerning er i den grad til stede på Frijsenborg Efterskole

“Vi vil gerne have skabt nogle interessefællesskaber, hvor eleverne møder hinanden i de her interesser som de har, og så tager dem med videre uden for skolens rammer. Vi er som skole med til at starte det op, men derefter skal eleverne selv køre det videre og bestemme indholdet, så de får et ejerskab på deres forening. De skal også helst tilegne sig noget ny viden, så har de nu valgt at lavet en basketklub, så kunne det jo være oplagt at opsøge den lokale klub, og tage en snak med en træner om nogle øvelser eller måske høre, om de kan få lov til at stå for nogle træninger hen ad vejen. Så det er vigtigt for os, at der også følger noget fagligt med, så eleverne får ny viden og har et mål med de ting de gerne vil”, lyder det fra Benjamin Holm Nielsen, der er lærer på Frijsenborg Efterskole.

Han oplever, at eleverne har taget godt imod det nye fag, og håber at der rundt på skolen bliver skabt en masse nye interessefællesskaber på kryds og tværs, der kan være med til at styrke fællesskabet endnu mere.

“Jeg oplever, at eleverne har taget meget positivt i mod foreningsliv, og at det er noget de glæder sig til. De kan dyrke nogle interesser sammen med ligesindede og få et fællesskab, som de måske ellers ikke ville få. Vi har lagt meget vægt på, at det er vigtigt at gå ind til det med åbent sind og have lysten til at møde nye fællesskaber og derved få skabt nye interesser og fællesskaber, og det fornemmer jeg at eleverne har taget til sig”.

Benjamin glæder sig til at se, udviklingen af de kommende foreninger, som vi naturligvis følger op på senere her på ByensNyt
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.