22. oktober 2024

To ikoniske Hadsten-ejendomme er solgt til lokal erhvervsmand

Det er de to historiske ejendomme; den gamle Banegårdsbygning og det tidligere bibliotek på Egevej der nu skifter hænder.

Det er erhvervsmanden Gregers Petersen, der nu har afhændet ejendommene til en anden lokal erhvervsmand; Ruben Mørkøre Andersen.

Banegaarden

“Jamen, jeg kiggede på stelnummeret og må jo erkende at jeg nærmer mig de 80 år” fortæller Gregers Petersen til ByensNyt “og alle gode ting får jo også en ende” smiler han. “Jeg har virkelig været både glad for og stolt over, at jeg har kunnet bevare to så flotte bygninger i midtbyen, så de er blevet ved med at fremstå flotte og velholdte, jeg synes virkelig de begge er en pryd for midtbyen.”

Gregers Petersen

“Det glæder mig også, at det er en anden gammel Hadsten-dreng, Ruben, der selv med lang historik i byen, nu overtager ejendommene med helt samme formål som de er drevet gennem de seneste 15 år. Ruben har jo i forvejen flere andre erhvervslejemål herunder bl.a. den gamle Hjulfabrik, så han er jo godt bekendt med opgaven. Ejendommene kommer i gode hænder og det betyder meget.”

For Gregers Petersen, der selv er tidligere formand for Hadsten Erhvervsråd og siden drev Hadsten Iværksættercenter, har hans mantra været at skabe et stærkt og levedygtigt fundament for nye virksomheder og i begge de to ejendomme har der gennem alle årene været et aktivt iværksættermiljø.

Egevej 3, Hadsten

“Faktisk så har jeg oplevet, at mange af de virksomheder, der er startet i Banegården eller på Egevej, er vokset ud af rammerne og har siden etableret sig i større faciliteter rundt omkring i kommunen. Når man selv er iværksætter, har det næsten været den største glæde” siger han stolt, “men derudover så har jeg også nydt at se, hvordan ejendommene har været med til at skabe nyt liv og aktivitet i midtbyen”.

Året 2024 markerer på mere end én måde en milepæl for begge de to ejendomme. Banegården fylder i år 120 år og bygningen på Egevej 100 år. “Sidsnævnte er faktisk rejst af den daværende håndværker- og borgerforening, som jo kan betragtes som en form for forløber for det senere erhvervsråd” fortæller Gregers ” og bevarelsen af et godt fundament for iværksætteri har hele tiden ligget mit hjerte nært”

Ågården (Foto: Peter Winding)

Selv om Gregers Petersen nu har skillet sig af med de to ikoniske ejendomme er han på ingen måde på vej på pension.

“Nej, nej “griner han”, jeg skal ikke på pension og jeg har jo også stadig Ågården. “Den beholder jeg. Her har jeg nogle gode stabile lejere og den rummer endda også stadig plads til at enkelte nye iværksættere med behov for et kontor, kan få plads på bygningens første sal. Her holder bl.a. Favrskov Erhverv til” siger han, tydeligt tilfreds med, at han stadig spiller en rolle i det lokale erhvervsliv.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler

KOMMENTER ARTIKLEN

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her