Lige uden for Hadsten, på vej mod Selling og med Elverhøjen i baghaven, er der kommet en ny attraktion, som uden tvivl bliver et hit blandt golfspillere, der gerne vil dyrke deres sportsgren hele året rundt.
I går åbnede Hadsten Indoor Golf på Bavne Allé 3, og her kan man spille golf indendørs i fire simulatorer. Man kan sågar spille minigolf på flere forskellige baner, så er man mere til den type golf, så er muligheden også for dette. Er man til rendyrket golf, så kan man spille på diverse baner fra hele verden virtuelt, og selvom det foregår indendørs, og bolden som man slå til ryger lige ind i et stort tæppe, blot to meter længere fremme, så får man en realistisk version af det populære spil.
“Det er virkelig nogle flotte rammer, som Brian har skabt her. Det er noget af det beste jeg har prøvet inden for den her genre, og helt klart et sted, som jeg kommer til at bruge en del tid ved. Jeg spiller selv og så træner jeg også andre ved Søhøjlandets Golfbane, og vi kommer helt sikkert til at køre til Hadsten, når vi ikke kan spille udendørs. Jeg er også sikker på, at der kommer mange fra Randers, Aarhus og Silkeborg hertil, fordi man får virkelig en god oplevelse her”, lyder det fra Simon Enemærke, som ByensNyt talte med til åbningsreceptionen fredag eftermiddag.
Simon var, sammen med to andre, i fuld gang med et slag golf da ByensNyt kiggede forbi, og han fortalte, at selvom det er en simulator man spiller på, så er det meget realistisk og samtidig en mulighed for at få nogle data, som man ellers ikke får på en udendørs bane.
“Jeg kan klart anbefale at prøve det, og ud over en masse data man kan nørde i, så får man jo mulighede for at spille alle mulige baner fra forskellige steder i verden. Derudover skal man jo ikke gå rundt på banen, så det tager også kortere tid at spille 18 huller, hvilket for mange sikkert vil være en fordel. Jeg tænker også, at det er et godt sted at starte for nybegyndere, og skal man holde personaletur, så kunne det her være oplagt. Det tror jeg de fleste vil synes er sjovt”, vurderes Simon.
Det er Brian Mikkelsen der ejer Hadsten Indoor Golf, og han var en glad mand, da ByensNyt fik en kort snak med ham fredag eftermiddag.
“Det er blevet lige som jeg gerne ville have det. Her er god plads mellem banerne, og det tekniske er helt i top. Jeg håber at mange vil benytte sig af det, både dem der spiller golf i forvejen, og så dem der godt kunne tænke sig at komme i gang, men som måske godt lige vil teste det af, inden man for alvor kaster sig ud i det. Jeg håber da også på, at vennergrupper, familier og virksomheder kunne se noget sjovt i det, og det er lige til at gå til”, siger Brian Mikkelsen.
Der er åbent fra tidlig morgen til sen aften, og man er velkommen til at tage mad og drikke med i centret. Har man ikke prøvet at spille golf før, så er der manual og gode råd til rådighed ved de fire baner. Man booker baner online og får en kode til at låse sig ind med.