22. oktober 2024

Modelbane Europa vil købe den gamle Netto af kommunen

I det netop præsenterede forslag til budget for de kommende år, foreslår Byrådet i Favrskov Kommune, at lokalet, hvor Netto tidligere havde butik, overtages af Jobcenter Favrskov til seks tilbud til arbejdsløse med komplekse problemer.

Netop det lokale har Modelbane Europa, der bor til leje i stueetagen i Sundhedshuset Hadsten, set sig lune på, da de gerne vil have mere plads at boltre sig på, og dermed videreudvikle turistattraktionen, der årligt har mellem 6000-10.000 besøgende.

Favrskov Kommune regner med en årlig besparelse på over en million kroner i sparede lejeudgifter samt effektiviseringer, ved at flytte de seks tilbud, som efter planen også får plads i de lokaler, hvor STU tidligere havde til huse i Stationsstræde.

Vi har modtaget følgende fra Modelbanen, som er et høringssvar til det kommende budget.

Indledning:

Ved gennemførelse af dette budgetforslag A-104 Samling og optimering af beskæftigelsesindsatsen i Hadsten, vil byrådet udelukke muligheden for, at Modelbane Europa kan købe de fhv. Netto lokaler Evald Tangs alle 36, Hadsten af Favrskov Kommune.

Modelbane Europa, Skandinaviens største Modelbane (en af Favrskov Kommunes største turistattraktioner med 6-10.000 besøgende pr. år) er på udkig efter at købe egne faciliteter, da man i dag bor til leje på 28. år til en meget omkostningstung husleje på over 30.000 kr. pr mdr., med en min. index stigning på 3% pr. år.

De fhv. Netto-lokaler vil være særdeles velegnede til at huse Modelbane Europa i fremtiden med mulighed for at videreudvikle og udvide turistattraktionen, tæt ved Kulturhus Sløjfen og fortsat i midtbyen, til styrkelse af kulturliv og handelsliv i Hadsten.

Begrundelse:

Ved etableringen af Modelbane Europa i 1996 stillede Hadsten Erhvervsråd og Handelsliv en underskudsgaranti i tre år som aldrig blev benyttet. Da garantien ophørte, opfandt Modelbane Europa aktiviteten ”Fut i Hadsten”, der var en event i samarbejde med Handelsstanden i Hadsten og som gav en indtægt på ca. 60.000 kr. pr. år til Modelbane Europa. Men da aktiviteten havde kørt i ca. fem år, overtog Handelsstanden selv eventen og Model banen mistede indtægten. Efter den tid har først Hadsten og nu Favrskov Kommune bevilget Modelbanen et årligt tilskud til markedsføring pt. ca. 80.000 kr. Dette er i dag en forudsætning for Modelbanens drift.

Ved flytning til egne lokaler, der i givet fald vil blive købt via fondsmidler, vil den store årlige huslejeudgift på over 360.000 kr. kunne bortfalde. Dermed vil der være økonomi til at selv betale for markedsføringen og det kommunale tilskud vil derved evt. kunne ophøre. Det vil også kunne skabe mulighed for åbning på hverdage. Netto-lokalerne vil ligeledes kunne skabe mulighed for udvikling og udvidelse af den nuværende attraktion. Modelbane Europa er netop i år kommet i besiddelse af en amerikansk modelbane til en værdi af ca. 500.000 kr., som der ikke er plads til i de nuværende faciliteter. Pt. stiller vi derfor kun dele op af den.

I Netto lokalerne vil den Amerikanske Modelbane komme til sin fulde ret, og tiltrække endnu flere turister. Ligeledes har vi også planlagt at etablere en Repair-cafe for byens borgere, da mange af de ca. 55 medlemmer er ret fingersnilde.

Modelbane Europa har også planer om at lave skoleforløb i samarbejde med folkeskolen og DSB, om jernbanernes fortid, nutid og fremtid, der kan blive interessante for grupper fra hele landet.

Alt sammen aktiviteter, der vil kunne styrke tilstrømningen til Favrskov.

Kommer Modelbane Europa ikke i egne lokaler, og skal fortsætte med den store huslejeudgift samt fremtidige stigninger til følge, vil fremtiden for Modelbanen være meget usikker. Modelbane Europa vil derimod med et køb af Netto-bygningen kunne bestå i mange år fremover og tiltrække flere turister.

En samling og optimering af beskæftigelsesindsatsen i Netto-lokalerne budgetteres med en udgift på ca. 4,5 mio. til flytning og ombygning af lokalerne. En udgift, der er noget tankevækkende i en periode, hvor man endnu ikke helt ved, hvad Regeringens reform på Jobcenterområdet vil betyde. Er dette rettidig omhu?

Forslag: Er samling og optimering af beskæftigelsesindsatsen nødvendig, er der andre muligheder meget tæt på Jobcentret for at købe eller leje og hvortil en flytning vil omfatte markant færre udgifter end til den budgetterede.

Konklusion:

Dette ændringsforslag til byrådet om salg af Netto lokalerne til Modelbane Europa vil give byrådet en indtægt, fremfor at den budgetterede udgift på 4,5 mio.

Modelbane Europas køb af Netto lokalerne vil give en indtægt på 2,5 mio.

Modelbane Europas (en af Favrskovs største turistattraktioner) fremtid er sikret…

Økonomiske konsekvenser: indtægt udgift bemærkninger

Salg af Evald Tangsalle 36 -4.000.000 FK købspris

Købstilskud 1.500.000 krav fra fonde

Samlet indtægt ved salg -2.500.000

Samlet udgift ved anlægsforslag A-104 4.500.000

Byrådet kan evt. stille som betingelse for handlen,

  • at Model banen finder den nødvendige fondsfinansiering på 3,5 mill.
  • at det årlig tilskud på ca. 80.000 kr. ophører efter handlen.
  • At Model banen etablerer en Repair-cafe for borgerne.

Modelbane Europa finansiering af køb: Udgift finansiering

Køb af Netto lokaler 4.000.000

Ombygning og flytning 1.000.000

Kommunalt tilskud til køb 1.500.000

Elro-fonden 500.000

Tilskud fra fonde 3.000.000

Elro fonden tilbyder hjælp fra deres Fundraiser til fondssøgning,

DJH har givet tilsagn om assistance ved bæredygtig ombygning.

Relaterede artikler