I snart fire år har Hadsten Håndbold haft et hold de kalder Favrskov Fighters, som er for udviklingshandicappede børn og unge, og en del af LykkeLiga, som blev startet op i 2017 af den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen.
Hun er selv mor til et barn med Downs syndrom, og manglede et håndboldhold til sin datter, og da der ikke var noget tilbud, startede hun selv et hold. Derfra har det taget fart, og er nu et landsdækkende foretagende, som blandt andet arrangerer et stort stævne i Boxen i Herning samt meget mere.
I Hadsten er det nu godt fire år siden, at Favrskov Fighters startede op, og i sidste uge fik holdet en tidlig fødselsdagsgave, da holdet blev tildelt Handicapprisen i Favrskov Kommune, hvilket betød, ud over æren, 5000 kroner i holdkassen. Holdet spænder bredt, både hvad angår alder og spillernes udfordringer, og rigtig mange af de nuværende spillere har været med fra starten af.
Det gør sig også gældende for en af holdets trænere, klublegenden kan man vist godt kalde hende, Camilla Syrstad, der selv har spillet håndbold på højt niveau og lige nu træner klubbens Serie 2 hold. Når hun altså ikke lige er til træning med Favrskov Fighters hver lørdag formiddag.
“Jeg har været i håndboldverdenen nærmest altid, og var med til informationsmødet i sin tid, hvor Rikke Nielsen var her for at fortælle om konceptet, og da jeg fortalte at jeg var træner, spiller og pædagog, så mente hun ikke der var så meget at være i tvivl om. Jeg skulle da være med, og det havde hun jo ret i, og så er jeg blevet hængende. Det er lige som om, at når man først er startet op, så stopper man ikke, så her godt fire år efter, så er jeg her stadig, og det er stadig lige så sjovt, hvis ikke mere, som da vi startede”, kommer det storsmilende fra Camilla Syrstad, da ByensNyt var forbi til årets sidste træning i lørdags.
På holdet der tæller omkring 17 spillere i alle aldre og hvor alle spiller på samme hold, er der kun en enkelt spiller med Downs syndrom, hvilket fortæller ganske godt, at LykkeLiga er for alle med et psykisk handicap. Flere af spillerne er teenagere, og Camila og de andre trænere har fulgt deres udvikling, og er nu så fortrolige med mange af dem, at de også bliver en del af deres liv uden for håndboldbanen.
“Vi får engang imellem lov til at komme lidt tæt på dem, og mærker at de har en stor tillid til os, og det er fedt at fornemme. Nogen gange har de lige brug for en krammer, så vi er meget mere end “bare” trænere, og det gør jo, at vi har lyst til at udvide og lave andre ting med dem end kun håndbold, fordi de også selv efterspørger det. Flere af dem skal til julestævne i Thy, og det viser meget godt, at de rigtig gerne vil spille håndbold og det er på et helt andet niveau i dag, end da vi startede, hvor det nok mere var et børnekoncept. Så træningen udvikler sig løbende, og det er med til at gøre, at det stadig er sjovt og lærerigt”, siger Camilla, der håber at få julens planer til at gå op, så hun kan kigge forbi Thy. Hvem sagde engagement?
“Der er plads til alle”
En af dem der har været med fra starten er Frederik Lading, og mens han løber rundt på banen, fik vi en snak med Frederiks mor, Heidi, der nyder at hendes søn har fået et fællesskab og nogle venner, som han også ses med uden for håndboldbanen i Hadsten. Frederik er 16 år, og går på Hadsten Skole i en specialklasse, og for ham er lørdag formiddag ugens højdepunkt, hvor der skal meget til, for at han ikke dukker op til træning.
“Frederik har autisme og ADD, og er ikke den der søger andre folk, så til en start var det her noget jeg bestemte, at han skulle. Det første lange stykke tid var det begrænset, hvor meget han reelt deltog i træningen, men stille og roligt kom han mere med, og i dag glæder han sig til at komme afsted. Trænerne har været helt utroligt gode til at få ham med, og har bakket op omkring at han blev en del af holdet på hans præmisser, og det har givet pote, hvilket gør at han nu vil afsted hver lørdag”, fortæller Heidi, og tilføjer:
“Frederik og tre af pigerne på holdet er begyndt at ses privat, og har netop været til julefrokost sammen og selvom han er ene dreng, så fungerer det bare godt. Det betyder ikke noget for ham at han er ene dreng, og han nyder at have fundet nogle venner. de har også været til håndboldkampe i Aarhus, og er også begyndt at komme til kampe med klubbens 1. divisionshold, så ud over at han er blevet glad for træningen, så har han også fået et mere socialt liv, og det er jeg virkelig glad for”
Noget af det, som Heidi også sætter pris på er, at der er plads til alle, uanset alder, handicap eller om man er god eller mindre god. Der bliver taget hensyn, og om man scorer efter at have taget ti skridt er ikke afgørende, bare man har det sjovt.
“Nogle af børnene er/har været motorisk udfordrede, og her er der plads til, at de måske har svært ved at løbe, kaste, gribe. Det udvikler dem absolut også på fysikken. F.eks er Frederik helt sikkert blevet meget stærkere, fået opbygget muskler og har tabt sig. Han kan selv se og mærke det, og er meget stolt af det. Man bliver som forælder stolt, glad og rørt over at se sit unge menneske blandt andre unge, se dem blomstre og have en fest. Hvor gode og rummelige mennesker de er blevet med alle deres forskellige udfordringer”
Holdet træner hver lørdag mellem klokken 11.15-12.15, og der er plads til flere på holdet.
