Gadespejlet 1. maj 2023 ByensNyt
Overskriften til denne måneds gadespejl er hentet fra Gasolin og Mogens Mogensens tekst til nummeret De Fem Årstider fra LP’en Efter Endnu En Dag fra 1976.
Gadespejlet skal denne gang handle om oplevelser i naturen. Lige her. Lige nu.
I Gasolinsangen hedder det endvidere “Og skoven hun står brud” og netop den sang kommer jeg til at tænke på, i dag, hvor jeg går en tur i Sølund Skov, som de fleste af os i daglig tale kalder Favrskoven.
For skovbunden er lige nu tæt af de smukkeste hvide anemoner og de første små bøgetræer står lysende grønne. Træernes knopper går i blomst og det pibler frem overalt. Går vi en tur på stier og veje i Hadsten og omegn lige nu, kan vi se at “alting grønnes og springer ud” og det lokker folk af huse, der som jeg også har lyst til at komme ud og se det hele spire. På skovstien møder jeg to hestepiger, som er ude og nyde det gode vejr.
Jeg kommer også forbi Nørre Galten Kirke, som med kirkens banner på parkeringspladsen minder os alle om, at det netop nu er tiden, hvor ikke bare naturen, men også konfirmanderne springer ud. Ud til store forventninger.
Det får mig til at tænke på en kommentar som tidligere sognepræst i Ødum Hadbjerg sogn Ole Juul skrev i sin fine bog “At være til stede – blade af en landsbypræsts dagbog”: “Konfirmanderne er meget bedre end deres rygte”. Heri fortæller Ole Juul, at konfirmationerne i dag, som bekendt ikke som i gamle dage er en markering af, at man nu går ind i de voksnes rækker, selv om vi ofte fortsat siger det. Men i dag bor man jo fortsat hjemme og man skal ikke ud på arbejdsmarkedet. Man springer i stedet ud i ungdomslivet med alle de mange forventninger, der er til det at være ung og hvor godt konfirmanderne trods al virakken formår at være til stede.
Jeg forsøger selv at være til stede, mens jeg, for jeg ved ikke hvilken gang, igen går tur i Kollerup Enge. Der står jeg stille lidt for at observere den store Flagspætte, som ihærdigt er i færd med at udnytte træernes saftstigning her i foråret ved at suge saften ud af barken som god næring. Det er i de kommende 14 dage, flagspætterne lægger deres typisk 4-8 æg, og som både spættefar og spættemor i ligeberretigelsens navn begge siden ruger på i 10-12 dage.
På en smuk gul mælkebøtte ser jeg den dejlige forårsbebudende sommerfugl Dagpåfugleøje. Den kommer også frem nu, hvor der er nektar at hente i naturen.
På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke, bakke top kort før hulvejen fortsætter op mod Over Hadsten, sidder en hare musestille og nyder forårssolen og i svinget pryder en flok af den Nikkende Fuglemælk skovbunden og lyser helt op med sine flotte hvide farver. Lyser op gør knopsvaneparret også i Lilleåen, hvor det ranke nationalfuglepar stille vugger og leder efter ålegræs og alger.
I bunden for enden af den stejle trappe og nogle få meter henne ad gangbroen kan man få et glimt af den flotteste engkabbelaje og står man lidt stille på ruten, får man også nemt øje på den lynhurtige blåmejse, der tager en pause for at suge lidt nektar ud af blomsten på et træ. Der er masser af mulighed for at se naturen folde sig ud her netop her netop nu i maj.
Om de lyse nætter synger Gasolin videre. “Og natten bli´r så forbandet kort. Og folk giver hjerterne bort.”
Under alle omstændigheder ved vi, at vi bliver gladere, når forårssolen igen titter frem. For så rammer lyset vores nethinde i øjet, og fortæller hjernen, at der ikke skal produceres lige så meget af søvnhormonet.
- Ændringen af søvnhormonet bidrager til, at vi føler os mindre trætte i sommerhalvåret end om vinteren
- Lys har en positiv afsmitning på vores humør, niveauet af dopamin i hjernen stiger også om foråret. Det er formentlig forklaringen på, at man ofte føler sig mere veloplagt og effektiv, når alting grønnes og springer ud.
Der er noget om snakken når Johan Skjoldborg i sin majsang skriver: “
“Hvad er det, der smiler for Øje og Kind og jubler og ler i mit Bryst? Det er Maj, der er kommen til Danmarks Land med Sol over Bakker og Dale, med Blink til hvert Øje og Lys til hvert Sind og Glans til hver Sang og hver Tale.”