23. oktober 2024

Bagermesteren har slået sit sidste brød op

Mindeord

Tidligere bagermester Knud Lyngaa er død, 84 år.

Som barn havde jeg den store glæde at komme i huset hos den tidligere bagermester Knud Lyngaa og jeg oplevede hans gæstfrihed og lune og ikke mindst hans humor, som jeg altid var meget betaget af.

Som søn af en af de handlende i Søndergade og klassekammerat med bagerdatteren Anette fordrev vi ofte tiden i og omkring bageriet. Knud var altid frisk og man kom sjældent forbi ham uden at få en kommentar med på vejen. Og kommentarerne blev ved helt frem til mit seneste møde med Knud, som var med i det selskab, der hyldede Kurt Villy Svendsen som hædersborger i Hadsten, for kun 14 dage siden.

Knud Lyngaa var uddannet bager og konditor og kom til Hadsten i 1966, hvor han og hustruen Sonja købte det daværende bageri i Søndergade. Med stor succes drev han det op gennem årene og solgte det i 2001 til sin datter Anette, der afhændede det igen nogle år efter.

Når byens unge en sen nattetime, ledt af duften af nybagt bagerbrød på vej hjem fra Sommerfuglen, stak hovedet ind i lugen i bageriet, stod Knud klar med sine bagersvende for at lange et en snegl eller et ”dårligt øje” ud til de sultne unge.

Politiets forlængede arm

Når Kroen, Sommerfuglen eller Centralhotellet, som alle holdt til Søndergade, lukkede og ejerne gik hjem, holdt Knud, som i sagens natur var oppe, ofte lidt ekstra øje med det hele.

Det resulterede flere gange i, at Knud tilbageholdte en tyveknægt eller to, som var i færd med at bryde ind hos en af bageriets naboer. Rygtet gik den gang gik, at Knud brugte bageriets ovn som celle, indtil politiet afhentede dem, men det er vist en skrøne.

Men Knud var en handlingens mand og han var brølstærk. Det var dog aldrig nødvendigt for ham at lægge hånd på tyveknægtene. Hans naturlige myndighed var altid overbevisende nok. Han var af statur ikke stor, men så meget desto større var han som menneske. Og så var han sjov og fuld af lune og selvironi.

Trods en fabelagtig udsigt over Lilleåparken fra taglejligheden oven på det tidligere bageri, foretrak Knud de sidste mange år at følge med i byens liv fra en af sine vante pladser på en bænk i Søndergade eller på sin trolley ved Kvickly. Her faldt han i snak med alle dem, som han kendte fra sine mange år som bager i byen.

Huset, hvori bageriet lå, og som i dag huser en restaurant, blev for et par år siden afhændet til en lokal håndværksmester og Knud fortalte mig, at han glædede sig over at se, hvordan huset kom til ny ære og værdighed.

En del af Knuds store bekendtskabskreds kom også fra hjemmeværnet, hvor han var aktiv til det sidste. Bentøjet var de sidste år lidt udfordret men han kunne stadig varetage rollen som radiomand og den opgave tog han på sig. Knud var også uddannet officer af reserven og absolut patriot.

Æret være Knud Lyngaas minde.    

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler