1. december 2022

Leif stod ansigt til ansigt med en isbjørn

75 årige Leif Boel er en hyggelig mand. Han er god til at fortælle historier, men han har også oplevet mere end de fleste. ByensNyt har sat ham stævne og bedt ham fortælle om nogle af sine oplevelser fra Sirius Patruljen i 70’erne men vi kom lidt videre omkring end det.

Leif Boel er uddannet pølsemager og arbejdede på slagteriet i Hadsten, da han skulle ind og aftjene værnepligt. Så kom han på sergentskole og fik FN uddannelse med henblik på at forrette tjeneste på Cypern. “Jeg var på Cypern i 2 år i 1972-73 og det var jo nærmest ren badeferie” fortæller han, men han blev kontaktet igen i sommeren 1974 og forespurgt om han var klar på at tage endnu en tur til den splittede ønation.

Den 15. juli 1974 havde den græskcypriotiske nationalgarde taget magten i den græskkontrollerede del af øen ved et kup og det kom til hårde kampe mellem tyrkiske soldater, tyrkiskcyprioter og den græskcypriotiske nationalgarde. 

Da Leif ankom sammen med sine kolleger oprettede de hurtigt 13 observationsposter, men her blev styrken ramt af en tragisk ulykke. En folkevognsbus med fem danskere kørte på en mine, to soldater blev dræbt ved eksplosionen og flere blev såret. Så denne tur blev alt andet end en badeferie.

Overlevelsestur i Norge i 26 graders frost

Efter et halvt års tid i Cypern-missionen blev Leif i januar 1975 opfordret til at blive en del af Sirius Patruljen. Sagde han ja, skulle han straks rejse hjem for at medvirke i optagelsesprøve, psykologiske test og et efterfølgende kursus i de norske fjelde. Leif tog mod udfordringen, tog hjem og bestod optagelsesprøven og tog sammen med 7 kammerater afsted til Norge.

“Tænk en gang at få penge for at lære at stå på ski” griner han. “Vi var i fjeldene fra mandag morgen til fredag eftermiddag og så på den norske kaserne i weekenden, hvor vi trænede langrend på en bane i lejren. Efter 4 uger skulle vi en uge på overlevelsestur, hvor vi levede ude i sneen, sov i snehytter, telte og bivuakker og levede skjult om dagen og var aktive om natten. Temperaturen var minus 26° og vi afsluttede med en 30 km opgavemarch med oppakning og med skydning undervejs. Det var godt nok en hård tur” fortæller han.

“Det hele blev sluttet af med en 10 km langrendsprøve på kasernen, der skulle gennemføres på under en time. Alle 8 bestod. Vores skiinstruktør var en stor og kraftig norsk kaptajn og selv om han var noget af et stort brød, så var han fantastisk elegant på ski” fortæller Leif. Da de kom hjem fra Norge gik de i gang med den egentlige Sirius-træning i kompas- og kortlæsning, morse, vejrmeldingstjeneste, madlavning, motortjeneste, bådtjeneste og udvidet lægetjeneste, hvor de både lærte at sy et sår og give indsprøjtninger. Leif var som uddannet pølsemager og kogebefalingsmand på Cypern i sit es ved gryderne og fik hurtigt tilnavnet “Koger.”

Afsted til Sirius

I august 1976 tog holdet afsted mod Grønland og da de ankom på Daneborg ved midnat fik han straks at vide, at han næste morgen kl. 6 skulle være klar med rundstykker til både afgående og tilkommende styrke samt en folk håndværkere der var på basen – i alt 22 mand. Der var ikke sovepladser til alle og Leif måtte tage plads på gulvet, så det blev ikke til mange timers søvn den nat.

Dagen efter var de på vej mod første destination i et gammel firemotors fly og kunne samtidig nyde synet af en ordentlig flok gamle DC 3 fly fra 2. verdenskrig, som var samlet for at lave vinteroptagelser til storfilmen “Broen ved Arnhem – A Bridge too Far”.

“Ved ankomsten til lejren var der en hurtig afstemning, hvor jeg sært nok fik køkkentjansen” siger Leif. “Jeg havde det dårligt da jeg havde halsbetændelse, men så viste det sig, at der var en schweizisk pilot, der brugte sin ferie på at flyve rundt med nogle geologer, der også var læge og han puttede noget penicillin i mig, så jeg igen kunne komme til hægterne”.

Leif var i Siriuspatruljen i 26 månederog bortset fra halsbetændelsen ved ankomsten, var der ingen, der blev syge. “Tænk på” siger Leif “der er jo ikke rigtig nogen der kan smitte os. Vi ser jo ikke nogen. Selv da jeg på en patrulje, røg i en revne og røg ned i isvandet blev jeg ikke syg. Hundene gloede på mig nede i vandet og min makker fik ordnet det så hundende fik trukket både mig og slæden op ad vandet igen. Det var da lidt halvfarligt, det hele var ved at tø og isen var ret ustabil på det tidspunkt” fortæller Leif selvfølgeligt.

En oplevelse af de sjældne

“En dag på en patrulje var vi på vej mod et depot efter 90 km på ski. Hundene var trætte og blev sat i kæde og vi gik til køjs. Jeg vågnede ved, at hundene hujede anderledes end de plejede. Så jeg gik ud i underhylere og tog signalpistolen med mig. Jeg kunne ikke rigtig se noget i mørket så jeg skød en kugle op i luften men kunne stadig intet se. Jeg ladede igen og skød en ny kugle i luften, men samme resultat – intet at se. Jeg ladede igen og da jeg ville skyde endnu en kugle afsted, fornemmede jeg noget bag mig og vendte mig om. Dér – kun 5-6 meter bag mig, stod der en isbjørn og kiggede på mig. Jeg fyrede signalpistolen af mod bjørnen for at forskrække den og så løb den væk.”

Det viste sig, at bjørnen havde lavet et forfærdeligt svineri. Den havde brudt ind i deotet og havde ædt alt der var. “Den havde revet gavlen ned og bl.a. fortæret flere kilo chokolade-guldbarrer, så vi måtte bruge de næste dage på at reparere proviantbygningen” fortæller Leif.

Men de mange kilo chokolade havde givet isbjørnen tynd mave. “Det kunne vi se på dens efterladenskaber i området. Det var nok alligevel for hård kost for bamsen” griner Leif. “På en anden tur mødte vi fem bjørne heraf bl.a. en mor med to unger og det var en lige stor oplevelse hver gang. Det er et fantastisk dyr i sit eget element.”

“Den længste hundeslædetur vi var på, var på 2 måneder og på den tur så vi ikke et eneste menneske. Vi kom til et sted, hvor vi skulle passere en bjørn. Vi var nødt til at gå forbi den, der var ikke andre muligheder og den så ikke ud til at ville flytte sig. Så vi tog riflerne og skød hen over hovedet på den, hvorefter den sprang op og ud over en kllippeskrænt og flere meter ned. Vi skyndte os hen til kanten og så, at den var landet sikkert i en drive. Der slog vi lejr for natten og sikrede os 360°”.

Leif kunne helt sikkert have fortsat sine ankedoter, men vores tid var løbet ud. “Tænk en gang” sagde han. “26 måneder uden nyheder, ingen TV, ingen breve fra SKAT. Da jeg var afsted var vi helt skattefrie. Min egen lokale skatteforvaltning havde svært ved at tro det og skulle lige havde det bekræftet, da jeg ville afmelde mig inden jeg tog afsted, men sådan blev det. Vi var 12 mand på Daneborg med 500 km til nærmeste nabo, så er der altså langt til købmand, hvis man mangler en kop sukker” beretter Leif.

Leif Boel på besøg i ByensNyt.

Leif har efter han kom hjem videredrevet sine forældres slagterforretning i Assentoft. Siden forpagtede han den ud og til sidst, solgte han den. I 2020 flyttede han og konen Ruth til Hadsten, hvor deres datter også bor.

“Her nyder vi livet” fortæller Leif “og samværet med datteren og hendes familie. Jeg elsker at gå ture i Kollerup Enge og bruger byens butikker og Sløjfen. Hadsten er en dejlig by, der har det hele. Ruth deltager i husholdningskredsen og jeg i Herreværelset og så nyder jeg at komme i Hadsten Foto. Det er en god forretning, han har det, man skal bruge og han er meget serviceminded.

Derudover mødes han to gange om året med en masse tidligere Siriusfolk. Så fortæller vi historier og de bliver ikke ringere med årene” afslutter han grinende.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler