29. marts 2024

Mindeord Peter B. Laursen

Vi har på ByensNyt erfaret at Peter B. Laursen er gået bort og Hadsten Spejderne DDS har på Facebook udsendt følgende:

Mindeord for Peter B. Laursen

22/5 1953 – 26/10 2022

Det er med stor sorg, at vi i dag den 26/10 2022 har mistet vores gode spejderkammerat, Peter B. Laursen.

Peter B., som han altid blev kaldt i daglig tale, startede sit spejderliv i Hadsten tilbage i 1966, og han var aktiv i gruppen lige til det sidste.

Spejderlivet og spejderånden har altid fyldt en stor del i Peters liv. Det startede, da han som 12-årig fik lov til at begynde til spejder. De første år var han spejder og nød de mange ture i telt, og senere i hans ungdom blev han leder for troppen, de 12- til 16-årige. Udover den almindelig gang hos spejderne i Hadsten, havde Peter mange titler og ansvarsområder igennem tiden. Han var blandt andet aktiv i divisionen og korpset, hvor han stod for uddannelser og spejderkurser for de ældste spejdere. Peter satte en stor ære i at lære fra sig og give gode oplevelser til børn og unge. Ligesom han også sørgede for at holde sig selv velorienteret og uddannet, og havde igennem tiden taget mange kurser bla. Gilwell som er en verdenskendt uddannelse indenfor spejder.

I 2005 stoppede Peter som leder i gruppen, men havde stadig en plads i bestyrelsen og kom stadig i spejderhytten på Ellemosevej mange timer om ugen. Her ordnede han en masse praktiske ting – en vandhane der dryppede, skrald der skulle køres væk mm. – og sørgede dermed for, at alting fungerede. Alt skete uden stort postyr.

Peter holdt også styr på alle gruppens telte og sørgede for, at de blev tørret efter at have været med på tur, så de altid var i orden til næste gang, de skulle bruges. Og han lærte også spejderne, hvordan de skulle sættes op, så de stod rigtigt. Han sørgede for at gruppens materiale blev passet godt på. For som spejder sørger man for altid at være beredt.

Peter havde med al sin erfaring prøvet det hele mange gange før; det kunne være spejderfest, uddeling af telefonbøger, store spejderlejre, Lilleåmarked, juletræssalg osv. Havde Peter været inde over en opgave, så var der styr på det, og vi kunne regne med, at alt var noteret ned, så der var en drejebog til næste gang. Hos Peter kunne man altid hente gode råd og hjælp.

Peter elskede, når vi i gruppen samarbejdede for at få projekter til at lykkes; når vi f.eks. byggede broer eller fik samlet penge sammen til en aktivitetshytte eller et shelter. Når han mærkede, at fællesskabet i det frivillige arbejde bar frugt, så var Peter i sit rette element.

Peter har de sidste mange år også været formand for Folkeoplysningsudvalget i Favrskov Kommune, hvor han med sit store arbejde har hjulpet foreningslivet i kommunen. Han var også formand i spejdersamrådet i Favrskov Kommune, hvor han har bidraget til det gode samarbejde i de 10 spejdergrupper i kommunen.

Peter, du vil blive savnet, og vi vil helt sikkert i fremtiden stå i masser af situationer og spørge os selv: ”Hvad ville Peter B. have gjort?”, og sende dig en tanke.

Vores tanker går til Peters kone Tove deres 2 sønner Simon og Kasper, samt svigerdøtre og børnebørn.

Æret være Peters minde.

Jeg har selv haft glæden ved at kende Peter B. i næsten 50 år, siden jeg som 9 årig begyndte som blå spejder i hytten på Skovfaldet.

Peter B. var gennem en menneskealder spejdernes mest markante ildsjæl og på alle måder indbegrebet af det, man forstår ved en spejder. Det er st stort menneske, der er gået bort og tankerne går til Peters familie og alle de spejdere, som Peter gennem et helt liv har viet sin tid og sit nærvær til.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler

1 KOMMENTAR

  1. Jeg har været til utallige familie fester med Peter Laursen idet Tove er søster til min kusines eksmand så jeg har også kendt Simon og Kasper fra de var helt små Æret være dit minde Peter og kondolerer Tove Simon og Kasper

Comments are closed.