Der var dømt gåsehud, klare stemmer og en dejlig intens oplevelse, da Sløjfen søndag eftermiddag med 400 publikummer i Store sal tog imod Danmarks Radios Pigekor
Med Danmarks folkekære dirigent Phillip Faber i spidsen, som ikke alene fungerede som korets dirigent men også som eftermiddagens hyggelige konferencier var der lagt op til en times koncert med flot korsang.
Det hele startede med, at korets sangere med hver sin individuelle tone strømmede ned af rampen fra 1. sal i smukke dybblå kjoler og ned i salen, hvor de indtog scenen. På Phillip Fabers tegn lagde de derefter ud med to smukke vintersange. Hurtigt blev publikum grebet af den helt unikke timing og præcision, som korets disciplinerede sangere demonstrerede.
Koret sang med åbenlys og intuitiv fornemmelse for hinanden, ubesværede og dog med tydeligt veltrænede og meget ensartede stemmer. Halvvejs i koncerten var der i sagens natur, når det er Phillip Faber, der står bag koncerten, også en fællessang. Og til tonerne fra Sløjfens flotte flygel rejste publikum sig op og sang den i mere end én forstand aktuelle ”Den blå anemone”. Faber lovede at koncerten ville fortsætte efter fællessangen, hvis han var tilfreds med publikums indsats.
Det måtte han være for koncerten fortsatte og variationen i sangene spændte fra klassisk, over sange fra den danske sangskat og til ny kormusik og med enkelte popsange iklædt arrangementer af dirigenten selv.
Det blev en på alle måder smuk koncert, hvor lyden af pigernes fine stemmer talte til følelserne og skabte en stemning af ro og fordybelse. Til trods for husets akustik, der i højere grad er skabt til rytmisk end til klassisk musik er pigekoret så professionelt, at de vidste præcis, hvordan de skulle synge. Til trods for Sløjfens lidt hårde lydkulisse formåede de imponerende at få de milde og meget fine stemmer til at forplante sig, så Sløjfens mere end 400 publikummer blev ramt helt rent og fløjlsblødt.
Det hele blev sluttet af med en flot version af TV2’s ”Sov min Engel”, hvorefter publikums reaktion ikke gav koret andet valg end at bidrage med ekstranummeret ”Lyse Nætter”. Det blev givet ved, at koret defilerede ud på siderne af publikum, så sangerne stod flot fordelt rundt i hele salen og på trappen til koncertens tydeligvis planlagte ekstra nummer.
Laura og Virginia, elsker energien og fællesskabet i Danmarks Radios Pigekor.
Da koncerten var slut fik vi på ByensNyt en herlig mulighed for at tale med to af korets piger Virginia og Laura, der med smittende begejstring fortalte om det at være med i landets nok mest prestigefyldte pigekor. Virginia, der er 16 år startede i Danmarks Radios pigekor i sommerferien i år og Laura på 22 år har været med siden 2018 og har nu sin sidste tid med koret. Aldersspændet i koret går fra det år man fylder 16 og til man er 22 år og koret tæller samlet ca. 55 sangere. Til koncerten i Hadsten, var der næsten fuldt hus og hele 47 sangere havde fundet ved til Sløjfen.
Pigerne kan godt selv få lov at påvirke repertoiret til koncerterne fortæller de to piger. De har en spotify-liste, hvorfra de kan foreslå sange til koret. Det er typiske de lidt mere poppede sange som pigerne foreslår, fortæller de. Eftermiddagens TV2 sang; ”Fald min engel” kom dog ikke som et ønske fra pigerne. ”Nej, det er en typisk Phillip Faber ting” sagde pigerne smilende, som slet ikke kunne skjule deres store glæde ved at være en del af koret. Virginia, går i gymnasiet og koret er for hende allerede blevet en tryg base. ”Jeg skiftede gymnasium midt under grundforløbet og der udgjorde koret nærmest et fast holdepunkt, nærmest et andet hjem for mig. Der er bare et helt unikt sammenhold og fællesskab” fortæller hun.
”Hvad er det bedste ved at synge i koret?” spurgte jeg pigerne. ”Uhh, det er et svært spørgsmål” siger pigerne og kigger smilende på hinanden. ”Jo, jeg tror det er vores humor” griner Virginia. ”Vi har det virkelig sjovt sammen og Phillip har også en skøn humor. Det synes han i hvert fald selv” supplerer Laura grinende, men pigerne bekræfter dog hurtigt, at det synes de også. ”Det giver bare energi at synge i koret, der er altid god stemning og højt humør og man kan blive helt høj af den energi” fortæller Virginia begejstret. ”Selv om vi er uoplagte eller Phillip, måske er lidt træt, når vi mødes, så glemmer man det straks, vi begynder at synge” Man mærker tydeligt den smittende glæde, når pigerne fortæller. ”Det kan dog til tider også være lidt hårdt” fortæller Laura. Ikke det at synge og heller ikke samværet, men fordi, vi er nødt til at være koncentrerede og også skal beherske de nogle gange lidt skæve toner, dissonansen, det kan være hårdt for ørerne” fortæller hun overbevisende. Men det er tydeligt, at det er glæden der overskygger.
”Man glæder sig over hver dag man er sammen i det her fællesskab og jeg glæder mig ikke til den dag det er forbi” siger Laura, som stopper senere på året. Hun læser psykologi på universitetet og håber hun kan finde et andet kor, men ved det bliver svært at finde noget tilsvarende. ”Jeg vil gerne bibeholde sangen og fællesskabet betyder helt utroligt meget og det bliver svært at finde noget der kan blive lige så godt” indrømmer hun.
Jeg spurgte pigerne om, hvor stor betydning rummet har for deres sang. ”Det har stor betydning” fortæller pigerne. ”Vi synger ofte i kirker og koncertsale og kirkerne, skaber en fantastisk akustik, som gør at vi har nemt ved at høre hinanden. Det er sværere i et rum, som det her i dag, som er lidt hårdt og der skal vi koncentrere os mere for at lytte til hinanden” fortæller de. Men det store rum kom dog til sin ret, mener pigerne da to af korets solister kunne synge ud fra hver sit hjørne på øverste sal og ned mod resten af koret der stod på scenen i nummeret ”Nu blomstertiden kommer”. Det lød rigtig flot.
Koret har været forholdsvist forskånet af corona. ”Og der kan vi ellers være lidt skrøbelige” fortæller Laura. ”Phillip går meget op i, at vi er nok i koret til at skabe den oplevelse som vi gerne vil kunne. Jeg ved ikke helt, hvor mange det er, men jeg tror, at 40 sangere i koret er minimum” lyder det. Koret øver tre timer ad gangen, to aftner om ugen og dertil kommer de mange koncerter som det travle kor afholder. I denne weekend, har koret givet tre koncerter.
Jeg fortæller pigerne, at jeg har hørt Phillip Faber fortælle, at han synes fællessangen har fået et gennembrud og spørger dem om, hvad det er fællessang kan. De stopper deres levende talestrøm et øjeblik og tænker lidt og så siger Virginia. ”Fællessang med publikum er vildt dejligt. Når publikum rejser og synger med, så føler man, at man kan fornemme dem alle. Jeg prøver tit at få øjenkontakt med nogle af publikummerne, når vi synger sammen og så kan man bare mærke, at det her er en fælles ting. Det her, har vi sammen. Vi bliver på en måde til en enhed.” siger hun og får lys i øjnene.
Jeg afsluttede med at spørge dem, om de har kunnet mærke en større interesse for pigekoret efter Corona. ”Næh, men vi får langt flere spørgsmål om Phillip” smiler pigerne afsluttende, inden de bevæger sig ud til den ventende bus bag Sløjfen. Selv var jeg godt tilfreds med, at mine egne spørgsmål ikke havde kredset en masse om den populære dirigent men, at vi i stedet havde fået en dejlig snak, om det at være aktiv i koret.
