ByensNyt, Gadespejlet, januar 2023
“Jamen der sker jo aldrig en disse i den her by!”
Såden lyder det nogle gange, når man bevæger sig rundt i Hadsten. Men det er ikke en “sandhed, jeg kan nikke genkendende til og ser vi på 2022 har der gennem året været afholdt rigtig mange succesfulde begivenheder og ildsjæle har skabt mange gode oplevelser for os alle sammen. Og på ByensNyt, har vi taget del i mange af dem. (Vi har lagt nogle links ind, som du kan klikke på, hvis du lige ønsker at genkalde dig mindet.)
Allerede i januar 2022 bød Sløjfen på den morsomme Reumert-nominerede vintercabaret Viva Las Vegas og siden fulgte i februar en helt igennem unik oplevelse da Danmarks Radios Pigekor med Phillip Faber i spidsen gæstede Sløjfen, ligesom Lilleåsalen samme måned også blev fyldt til endnu en populær Irsk Aften arrangerret af Lions-klubberne i byen.
Marts bød på fire stort set udsolgte forestillinger med Favrskov Revyen, der for trettende år i træk satte fingeren på byens puls i en “Favrskov Revy – med alt hvad en revy skal være”, som den begejstrede anmelder udtrykte det.
En måneds tid senere var det Favrskov Dramaskole der opførte den morbide komedie De grønne slagtere i Lilleåsalen – lad os håbe at det har givet dem “blod på tanden” til yderligere forestillinger i byen.
I juni kunne Favrskov Gymnasium atter udklække en stor flok nye studenter og Den Jydske Haandværkerskole en række nye dimitender. Sommerens helt store event var Musik På Toppen, hvortil mere end 1100 gæster havde indløst billet. Charlotte & Keld Sørensen havde valgt at lægge Villa Grandes have til, så Hadsten kan få sin helt egen festival. Og det fik de. På den dejligste sommeraften med nogle af de fedeste musiknavne, blev der virkelig lagt op til en succesrig tradition. I samme måned bød Clausholm slot på et nyopført historisk drama med lokal deltagelse: Komtessen og Kongen, som viste sig at være et virkelig underholdende friluftspil, som bestemt tåler en gentagelse.
I juni blev Sundhedshusets nye parkeringsplads officielt indviet af kommunen med borgmesterdeltagelse, rundstykker og blå blink fra brandbilerne.
I august var der en velbesøgt indvielse af den nye administrationsbygning på Vesselbjergvej. Endnu mere velbesøgt blev årets Hadsten Gade Grandprix, hvor nogle af landet største cykelprofiler på Søndergadestigningen på en af årets bedste sommeraftner kunne se sig slået af Hadstens helt eget cykeltalent Jeppe Aaskov Pallesen.
Og årets Lilleåmarked, der efter to års coronapause, kom styrket tilbage blev rigtig godt modtaget af byen. Årets satsning var en fest for de unge og det gik hen og viste sig at være en rigtig stor succes.
August havde det forgangne år flere lune sommeraftner og det var også i august at Sparekassen Kronjylland havde lagt deres motionsløb Sparekassen Kronjyllands Børneløb, som igen blev gennemført med en rigtig flot tilslutning.
Senere samme måned var der Stafet for Livet. Et brag af en familie-event der resulterede i en ganske flot donation til Kræftens Bekæmpelse. Tilslutningen var faldet i forhold til tidligere år og man kan kun håbe, at byen igen vender talstærkt tilbage og bakker fuldt op om den gode sag og de mange kræfter, der lægges i det flotte event.
I september havde Hadsten Handel en af foreningens mange gode arrangementer i midtbyen Herrefed Fredag, som blev lidt af et tilløbsstykke. Med fede biler og bluesmusik i gaden var det lige noget for herrerne. I september blev den nye bro ved Kollerup også åbnet, så man igen kune egå den dejlige tur ud fra Sløjfen ad diget i Kollerup Enge og ud forbi godset og ind til byen igen via hjertestien.
Den traditionsrige Familiemessen løb af stabelen i oktober og den blev en lige så stor succes som de forgagne gange med masser af udstillere og masser af besøgende. Samme dag var der korfestival i en stuvende fyldt gymnasiehal, hvor mere end 170 medvirkende og 270 publikummer skabte et brag af en korkoncert. Oktober bød efter et par år pause også på musical fra Musicalensemblet, der spillede den egenproducerede Min cafe.
Julemanden besøgte Hadsten allerede i starten af november og det fik folk af huse. Familierne væltede ned i byen for at opleve Hadsten Handels julearrangement med brandbil, slikposer og juletræstænding.
I december duftede det af gløgg og æbleskiver da Favrskov Kommune med meget stor borgertilslutning indviede den nye klimasikring med repos på Sunds Plads
I Hadbjerg blev det nye HØST-hus også indviet i år, den årlige bierfest i Vestjysk Bank Arena blev igen en succes, byen fik ny provst, der kom ny varehuschef i Kvickly og den årlige Kagens Dag var retur og masser af idræt og sport på byens baner og i haller samt kulturaktiviteter i Sløjfen og i sognets kirker.
Så jo, der sker faktisk en hel del her i Hadsten. Følg med her på ByensNyt og fortæl os om det vi ikke selv ved 🙂
Godt nytår.